Kinesiske Xpeng har taget et opsigtsvækkende skridt fremad og bekræfter, at selskabets første solid state-batterier allerede er begyndt at rulle af produktionsbåndet i mindre serier.
De nye batterier skal endnu ikke bruges i elbiler, men er til Iron – virksomhedens kommende humanoide robot – som ironisk nok kan ende med at producere elbiler.
30 procent lettere og markant mere energi
Det nye batteri udmærker sig ved at være omkring 30 procent lettere end et litium-batteri med flydende elektrolyt, samtidig med at det kan rumme cirka 30 procent mere strøm på den samme plads.
Sikkerheden er ligeledes markant opgraderet, så cellerne både kan modstå voldsomme slag og decideret gennemboring med søm uden at bryde i brand.
Modtageren af det avancerede batteri er dog i første omgang ikke en ny elbil. Xpeng har nemlig skræddersyet batteriet til selskabets kommende humanoide robot, IRON, som skal i masseproduktion i slutningen af 2026 forud for leveringer i 2027.

Hvor langt er springet over i elbilerne?
Vi følger her på Mobilsiden batteriudviklingen tæt, og man fristes let til at tro, at elbilerne står lige foran det samme spring. Men der er stadig et stykke vej fra robotter til biler med solid state-teknologi.
I en robot har man brug for en meget lille batteripakke, hvor de meget høje produktionsomkostninger er lettere at sluge. Skal teknologien derimod bruges i en elbil, taler vi om meget større kapaciteter på 70 til 100 kWh, der skal kunne masseproduceres til en overkommelig pris.
Dertil kommer en herlig teknologisk ironi: Planen for robotten IRON er nemlig, at den efter en tur i detailhandlen på sigt skal indtage fabrikshallerne og hjælpe til med industriel produktion.
I stedet for at vi får solid state-batterier i elbiler lige foreløbig, ender det altså med, at det er en robot med solid state-batteri, der står ved samlebåndet og monterer helt konventionelle batterier i vores nye elbiler.
Det udstiller meget rammende kløften mellem teknologisk hype og bilernes produktion.
Læs ogsåOpladning af elbil i hjemmet: Den billigste ladeløsning