Salget af kinesiske elbiler i Danmark har i 2026 taget et stort spring.
En ny analyse, som Mobilsiden.dk har lavet, viser, at de rene kinesiske bilmærker for første gang har rundet en vigtig milepæl, mens gråzonen i bilverdenen vokser.
Hvor kinesisk er bilmærket egentlig?
Det er altid lidt af en svær øvelse at inddele bilmærkerne efter kinesiske og dem, der ikke er kinesiske. Der er nemlig mange bilmærker, der ligger i en gråzone.
Nogle bilmærker som BYD, Xpeng og Zeekr er entydigt kinesiske, idet de er skabt og udviklet i Kina.
Andre er helt igennem ikke kinesiske, da de er født og forankret hos traditionelle vestlige eller asiatiske bilkoncerner som Volkswagen, Renault og Toyota.
Men derimellem finder vi en række kinesisk ejede vestlige bilmærker – traditionsrige mærker som Volvo og MG. Det er bilmærker med europæisk arv, designidentitet, designstudier, hovedkontor og måske endda også hel eller delvis europæisk produktion, men som i dag har kinesiske moderselskaber som Geely og SAIC i ryggen.
Forskellige analysehuse inddeler bilmærkerne vidt forskelligt. I denne artikel kalder vi dem kinesisk ejede og viser, hvordan tallene ser ud, både hvis man tæller dem med som kinesiske og ikke som kinesiske.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovSå meget fylder kinesiske elbiler i salget i 2026
Kigger vi på det samlede salg af elbiler i Danmark i 2026, sidder de entydigt kinesiske bilmærker på 7 procent af salget. De traditionelle ikke-kinesiske bilmærker sidder fortsat tungt med 86 procent af salget.
Tæller man derimod de kinesisk ejede vestlige bilmærker som Volvo, MG og Polestar med som kinesiske, ændrer billedet sig noget. Denne gruppe udgør 6,8 procent af salget, hvormed den samlede kinesiske indflydelse på det danske elbilmarked lander på 13,8 procent.
De etablerede europæiske, amerikanske, sydkoreanske og japanske bilproducenter sidder altså fortsat stærkt på over 86 procent af salget.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovXpeng, Volvo og MG fører feltet an
Når vi dykker ned i de enkelte bilmærker i 2026, er Xpeng rykket ind som det største kinesiske bilmærke i Danmark med 2,96 procent af det samlede salg.
Modeller som G6 og G9 har ramt plet hos de danske familier på rækkevidde, lynopladning og skarpe priser – og Xpeng står til at fortsætte den gode stime med introduktionen af L03 og G9L.
Lige i hælene følger de kinesisk ejede mærker Volvo med 2,83 procent og MG med 2,07 procent af salget. Volvo trækker i særlig grad sit salg på EX40 og derefter EX30, mens MG fortsat lever højt på den prisbillige MG4 EV samt MG S5.
BYD, der dominerer globalt, må i Danmark nøjes med kun 1,90 procent af salget med modeller som Sealion 7, Seal U og Dolphin.
Kinesiske Zeekr har til gengæld opnået succes med SUV’en 7X og den nye shooting-brake 7GT, hvilket bringer dem op på 1,40 procent af markedet.
Bag de få kinesiske succeser ligger en lang stribe af nye kinesiske bilmærker og kæmper om resterne. Bilmærker som Deepal, Jaecoo, Hongqi, Omoda og NIO sidder hver på under 0,2 procent af salget.
Det er ekstremt dyrt at opbygge kendskab og distribution i Danmark, og mange af de bittesmå kinesiske bilmærker kæmper med forbrugernes frygt for de ukendte mærker oven på efterhånden mange skrækhistorier – senest om Hongqi.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbilerEt historisk gennembrud for Kina
I vores tidligere analyse fra slutningen af 2025 konkluderede vi, at den kinesiske invasion var udeblevet. Men kigger vi på udviklingen igennem 2026, er der sket et tydeligt gennembrud.
I 3. kvartal 2025 udgjorde de kinesiske bilmærker blot 4,2 procent af salget. Blot et år senere, i 3. kvartal 2026, brød de for første gang nogensinde igennem en magisk grænse med en markedsandel på hele 10,3 procent.
Vores analyse af salgstallene fra 2020 til 2026 viser, at de entydigt kinesiske mærker i gennemsnit øger deres markedsandel med 1,34 procentpoint om året. Til sammenligning må de ikke-kinesiske bilmærker afgive terræn og falder i snit med 2,04 procentpoint i markedsandel om året.
Da EU indførte forhøjet straftold i midten og slutningen af 2024, faldt de kinesiske bilmærkers markedsandel midlertidigt hen over 2025 til helt ned til 4,2 procent. Når salget er steget markant i 2026, skyldes det især tre ting.
For det første har giganter som Xpeng, Zeekr og MG opslugt en stor del af straftolden i deres egne avancer for at holde priserne nede.
For det andet er lokal produktion i Europa begyndt at blive udbredt. Og for det tredje er de nyeste kinesiske elbiler blevet betydeligt mere modne og bedre tilpasset europæisk smag i forhold til førerassistenter, software og køreegenskaber.
Samtidig viser de kinesisk ejede vestlige mærker som Volvo og MG en stabil dynamik. Efter at have toppet på over 13 procent af salget i 2022 og 2024, har de i 2026 stabiliseret sig omkring 6,5-7,5 procent med en svag årlig stigning i markedsandelen på 0,70 procentpoint.
Det understreger, at de danske bilkøbere stadig gladeligt køber elbiler fra vestlige bilmærker med kinesiske ejere, fordi bilerne i deres øjne stadig opfattes som mindre kinesiske.
Læs ogsåAlle elbiler sorteret efter bedømmelseKinesiske elbiler har vind i sejlene
Selvom de etablerede vestlige og asiatiske bilmærker fortsat sidder tungt på det danske salg af elbiler, er det tydeligt, at de kinesiske elbiler har fundet et helt nyt gear.
Kina-invasionen kom måske ikke som et pludseligt chok, men med en markedsandel på over 10 procent i seneste kvartal og en støt stigende tendens har de kinesiske bilmærker bidt sig fast og har vind i sejlene.
Læs ogsåSeneste nyheder om elbiler