Lås mobilen op med digital tatovering
Ifølge Motorolas blog spilder vi i gennemsnit 89,7 sekunder dagligt, når vi låser mobilen op. Men nu er det slut med tidskrævende, oldnordiske låsemekanismer som fingeraftryk, pin-koder eller ansigtsgenkendelse, for Motorola og VivaLnc Inc. lancerer et lille kobbermærke som helt kan omgå disse oplåsningsritualer.
I stedet skal den 0,16 mm tynde snyde-tattoo klæbes til en relevant legemsdel, føres op til telefonen – og tivoli åbner.
Den digitale tatovering anvender VivaLnk’s eSkin-teknologi til at printe en ultratynd NFC-chip på et fleksibelt og slidstærkt underlag. Mærket fylder ikke mere end en to-krone og er designet til at kunne følge med en aktiv livstil.
VivaLnk lover, at limen som fastholder mærkatet klistrer i fem dage, og kan modstå brusebad, svømme- og løbeture. Skulle man fortryde sit ’implantat’ kan tattooet klæbes af før tid, ligesom et plaster.
I første omgang er det kun Motorolas flagskib, Moto X, der vil virke i samspil med op til fem forskellige tatoveringer. Rækkevidden er på 10mm.
VivaLnk ’Digital Tattoo’ koster 10$ (ca. 60 kr.) for 10 styk, eller omtrent en måneds forbrug. Du kan bestille dit VivaLnk ’Digital Tattoo’ her.