Samsung Galaxy S III – kan den stå distancen?

Vurdering af Galaxy S III: Med klassisk orkester og store armbevægelser lagde Samsung topmodellen ud til bedømmelse i verdenspressen. Men holder den – og kan den klare sig i konkurrencen?

Samsung Galaxy S III – kan den stå distancen?

I mange måneder op til lanceringseventen den 3. maj 2012, havde rygter om efterfølgeren til Galaxy S II været at finde overalt på nettet – men kun få ramte plet. Kreativt gætteri eller bevidste læks fra Samsung? Kun få kender svaret.

Samsung formåede dog at holde kortene tæt til kroppen helt op til eventstart, og selvom Engadget og The Verge på forhånd havde fået alle informationer, og mulighed for at se produktet, før alle andre deltagere, var det alligevel interessant at følge præsentationen.

Der var ikke nær det fokus på specifikationer, som vi tidligere har oplevet, men mere på oplevelsen, og hvad produktet kan gøre for dig som forbruger. Et klassisk orkester understøttede talerne fra scenen, med en lydkulisse, der havde til formål at slå på andre ting, end det tekniske, nemlig følelserne.

Der var videoer af legende børn, familieidyl og ungdomskultur i et kulørt men styret univers. Alt sammen noget, der taler til manges indre følelser og tanker – og skal bringe produktet forbi spec-ræset, og gøre det cool at have en Galaxy S III-smartphone.

Samsung, Samsung Unpacked 2012
(Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Hvorfor ikke fokus på teknikken?

Smartphones er nået til det punkt, som computere gjorde for nogle år siden, hvor det ikke længere er interessant at tale om bit, bytes og teknik. Alle kan lave enheder med quad-whatever-core processor og super-hvor-er-den-flot-OLED skærme eller lave kamerateknik der tager flotte billeder.

Præcis derfor er det klogt, ikke at hoppe med på teknikræset – og i stedet rette blikket andre steder hen. Apple har gjort det, Nokia fulgte op med Lumia-serien og HTC med One-produkterne, hvor fokus dog var på musik og kameraoplevelser. Nu har Samsung også meldt sig ind i kampen om forbrugernes hjerter, og det er slet ikke dumt.

Hvis Samsung kan formå at gøre deres produkter lig med en følelse fremfor en processortype, vil loyaliteten overfor brandet stige hos forbrugeren. Det kan senere bruges til at sælge vaskemaskiner, tørretumblere, TV, tablets, støvsugere, eller hvad der nu ellers er på hylderne i den gigantstore koreanske butik.

Samsung
Designet på S III er inspireret af naturen, lagde Samsung meget vægt på i deres præsentation. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Seriøst design – i plastik

Galaxy S III er desværre lavet i plastik – og uanset hvor godt den så føles, er det bare ikke et lækkert materiale. Men plastik har så den fordel, at radiobølgerne ikke fanges af metal, og at produktet i sidste ende får en lavere vægt.

Efter jeg har set Galaxy S III fremstår fejlene ved forgængerne Galaxy S og S II tydeligere. De lignede mest en plastikkasse fra et Velleman kit, hvor teknikken var kastet ned i.

Bløde afrundede hjørner, kælen for flere detaljer og bedre udnyttelse af pladsen, får S III til at fremstå lækkert, og designet er så tilpas markant til, at man på afstand kan spotte, hvilket produkt der er tale om.

Ros til designerne, der har taget opgaven seriøst og skabt et produkt, hvor det giver mening, at sætte design og Samsung i samme sætning. Præcis det samme er sket på fladskærms-TV fra Samsung, der lige nu er blandt de flotteste på markedet.

Jeg er dog skuffet over, at man ikke har formået, at få skærmen til at gå længere ud til kanten, end tilfældet er. Samsung følger altså ikke linjen fra deres TV-topmodeller, der stort set ingen ramme har længere.

Samsung, Samsung Galaxy S III
(Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Software med smarte features

Med Galaxy S III kom en række nye features, som tegner lovende. Udover den Siri-lignende ”Whats the meaning of life”-talegenkendelse, der på ingen måde giver mening i Danmark, så synes jeg at den funktion, der holder øje med, om brugeren ser på skærmen virker spændende.

Tanken om, at skærmen blænder ned, når man kigger væk – og senere slukker, men også tænder, når man igen ser på skærmen, er en god idé. Hvis Samsung formår ikke at gøre den irriterende at anvende, så må det næsten give noget strømbesparelse. Heldigvis kan man vælge at deaktivere funktionen, hvis ikke man bryder sig om den.

Også det, at telefonen vibrerer, når den løftes, hvis der er ubesvarede opkald, virker brugbart. Det samme med, at der automatisk ringes op, når brugeren under en SMS, løfter telefonen op til øret, lyder genialt.

Sammen med andre funktioner, som f.eks. Photoburst, der kan tage 20 billeder i træk, og udvælge det bedste automatisk, bringer noget nyskabende på softwaredelen.

Samsung Galaxy S III
Samsung Galaxy S III. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Spiller det?

Android 4.0.4 Ice Cream Sandwich, lå der på testenhederne i London, og Samsung har tilføjet Touchwiz-brugerfladen.

Samsung har en kedelig tradition for software der ikke kører særligt godt fra start af, men testmobilerne var overraskende velkørende.

Smidigheden er helt blød og fin, og jeg oplevede ikke hak, lak, hop osv., sådan som Android-enheder ofte lider under. Så plus på den del.

Men hvad der sker, når den færdige version ligger klar, og hvordan S III reagerer, når der kommer en masse data og SMS’er ind på den må tiden vise.

I sammenligning med HTC One X er Samsung Galaxy S III mindst på omgangshøjde.

Samsung Galaxy S III
Samsung Galaxy S III. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Skuffende hukommelse i Danmark

Samsung kommer med tre versioner af Galaxy S III – 16, 32 og 64 GB. Men i Danmark bliver det kun 16 GB udgaven, der kommer til salg – i hvert fald i første omgang.

Jeg forstår godt Samsungs valg, da det i sidste ende handler om produktprisen, men derfor er jeg alligevel dybt skuffet. Det er ærgerligt, at man ikke i det mindste kan bestille den store version hjem hos en forhandler, men må nøjes med et relativt langsomt eksternt hukommelseskort, og data i Dropbox skyen.

Det er naturligvis også en skuffelse, at udgaven til vores markedsområde ikke har 4G LTE, men at det kun er amerikanerne, som får glæde af dette. Her kunne Samsung ellers have taget gode point hjem i bogen, ved at lancering af den første 4G-telefon i Danmark.

Samsung Galaxy S III
Samsung Galaxy S III. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Gjort sig umage på tilbehør

Trådløs opladning, højtaler-dock og bordlader med plads til opladning af et ekstra batteri, er på tilbehørslisten til Galaxy S III.

Jeg synes det er dejligt, at Samsung har fokuseret på tilbehørsprogrammet – og endda melder det ud på et pressemøde. Der har egentlig været en del tilbehør til Galaxy S II, men det har ofte været usynligt. Jeg husker hvordan det nærmest var umuligt at opdrive de farvede bagbeklædninger til S II med den matte overflade, som Samsung introducerede.

Derfor håber jeg, at Samsung har styr på deres forhandlernet, således, at også tilbehørsprogrammet, vil være på butikshylderne i Danmark.

Samsung, Samsung Galaxy S III
Samsung Galaxy S III. (Foto: Mobilsiden.dk). Foto: Mobilsiden.dk

Er den god nok? Kan den klare sig?

HTC One X er den nærmeste konkurrent til Samsung Galaxy S III. Men med Samsungs fremadstormende markedsandele på smartphones, kan det være vanskeligt for HTC, at fastholde interessen fra anmeldere og købere.

One X er et af HTC’s mest interessante produkter nogensinde, men det er Galaxy S III også for Samsung.

Da S III endnu ikke har været i langtidstest, er det svært at fælde dom. Den skal nok klare sig i smartphone-konkurrencen, men dens evne afgøres af, hvor stabil den færdige version er – for HTC One X og One S, er meget stærke produkter.

Mit bud er, at MANGE Galaxy S og S II ejere / fans vil skifte til Galaxy S III. Og på grund af Samsungs generelle store udbredelse, vil den på verdensplan sælge virkelig godt – også bedre end One X. Men det er jo ikke det samme som, at S III er et bedre produkt end One X.

Jeg glæder mig til at få Galaxy S III ud til test – for det ER et spændende produkt.

Måske bliver Galaxy S III Android-verdenens iPhone?

Læs også:
– Liste over alle artikler om Samsung Galaxy S III

Web-TV: Vores tur gennem Galaxy S III

Mere om fortællingen

Sagens videre forløb om emnet. mobilsiden gik et skridt videre. 4/5/2012 stillede igen redaktiornen skarpt på temaet med sagen om Facebook app giver billeder effekter – Læs den her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for seneste nyt i sagen..