Lommetyve går direkte efter iPhones
Gennem det sidste år er antallet af lommertyverier og gaderøveri, hvor målet har været en iPhone, nærmest eksploderet.
Specielt østeuropæiske lomme- og tricktyve, der arbejder i grupper er meget aktive. De arbejder hovedsageligt i aften- og nattetimerne, hvor de nemt kan frastjæle alkoholpåvirkede personers iPhones.
Tyveknægtene er særdeles udspekulerede og klæder sig ofte pænt på, så de nemt falder ind i gadebilledet i storbyernes pulserende natteliv.
Mange af tyvene har et hovedmål, når de skal vælge deres udbytte. De går som oftest direkte efter iPhones, som nemt kan afsættes uden for Danmarks grænser.
I weekenden lykkedes det politiet i Nordjylland, at standse seks rumænske tyve, der tilsammen havde 23 iPhones på sig.
Rumænerne blev spottet i Jomfru Ane Gades natteliv og blev senere standset i to forskellige biler, skriver Ekstra Bladet.
De seks østeuropæere risikerer nu en dom for tyveri og udvisning af Danmark.