Produktionen af Steve Jobs actionfigur stopper
Hvis du var en af dem der nåede at erhverve sig en “Steve Jobs Actionfigur”, så skal du måske begynde at passe lidt ekstra godt på den. For den kunne måske gå hen og blive ret mange penge værd en dag, hvis den altså er ubrugt i uåbnet emballage.
Tandy Cheung (In Icons Productions) som står bag produktionen af denne vellignende actionfigur, meddeler i en pressemeddelelse, at produktionen nu er stoppet og ikke vil blive genoptaget. Han siger også: “Vi har desværre fået et enormt pres fra advokaterne bag Apple og Steve Jobs familie”.
Det juridiske spørgsmål kan være svært at håndtere i sådanne situationer, og selvom nogle eksperter hævder at det er ganske lovligt, så hævder andre at et salg kan blive blokeret i visse lande eller jurisdiktioner.
Denne actionfigur af Steve Jobs blev solgt for $99, men den pris ændrer sig formentlig drastisk når den bliver sat til salg på diverse online handelspladser som eBay.