Afbetalingsordninger er en succes

Teleselskabernes mobilordninger er en succes, og kunderne betaler gladeligt af på deres telefon i 6, 12, 18 eller 24 måneder.

Afbetalingsordninger er en succes

De store teleselskaber har efterhånden alle sammen lanceret en afbetalingsordning, hvor kunderne kan betale af på en mobil i rater over 6, 12, 18 eller 24 måneder.

Hos Telia, TDC og Telenor behøver kunderne altså ikke have den store pung op af lommen, hvis de vil have en ny smartphone med hjem. Til gengæld slipper selskaberne for at give tilskud til mobilerne, og forbrugerne betaler i stedet den fulde pris.

Og afbetalingsordningerne er særdeles populære, viser selskabernes regnskaber.

Hos TDC bliver 55 procent af alle mobiltelefoner solgt på afbetaling, fremgår det af halvårsregnskabet.

-“Set fra et økonomisk synspunkt er det positivt, at danskerne har taget imod den model. På den måde bliver telefonens pris skilt ud fra resten af økonomien og selskaberne har fået en besparelse, der i den grad har været tiltrængt efter mobilkrigen brød ud,” siger teleanalytiker John Strand til Business.dk.