Skype kommer endelig til iPad
Skype er en af de mest populære apps til både iPhone og Android, men af en eller anden grund har VoIP-tjenesten været mere end langsom med at lave en iPad-optimeret udgave af applikationen. Heldigvis er ventetiden snart ovre.
Der er blevet nemlig lækket en video, der viser at Skype er på vej med en iPad-app, og det fik websiden TUAW.com til at udspørge en højtstående Skype-chef om sagerne.
Skal vi tro Rick Osterloh, vicepræsident hos Skype med ansvar for produktdesign, så er en iPad-app på vej ind i Apples App Store, og burde kunne downloades “meget snart.”
Applikationen understøtter både tekstchat, almindelig internettelefoni og videochat, men modsat Windows og Mac-programmerne vil du ikke kunne sende og modtage filer.
Det er i dag muligt at videochatte med iPad 2 via Apples egen FaceTime-teknologi, men tjenesten virker kun med Apples egne produkter. Skype, derimod, har over 663 millioner registrerede brugere og virker på en lang række af forskellige platforme.