Sonys videotjeneste i næste måned
Der har været rygter om en videotjeneste fra Sony længe, og nu har Sony endelig røbet flere detaljer om den omdiskuterede tjeneste på den netop overståede CES-messe i Las Vegas.Tjenesten har det pudsige navn Qriocity, og Sony har lovet, at der vil være hundredvis af film tilgængelig ved lanceringen her i februar fra blandt andet 20th Century Fox, Paramount, Walt Disney Pictures, Lionsgate, Warner Brothers, Universal, MGM, og Sony Pictures. Det skulle være muligt både at streame i SD og HD-kvalitet.
Sonys fremtidige tv skulle blive udstyret med en fjernbetjening, der har en dedikeret Qriocity-knap, så du hurtigt kan streame film til dit tv, og derudover vil også laptops og visse Blu-ray-afspillere få tjenesten indbygget.
Qriocity er altså Sonys først skridt mod en online tjeneste i stil med iTunes. Desværre er der endnu ingen informationer om, hvornår vi får tjenesten at se i Europa, og hvad vi skal bøde for at se film on-demand fra vores Bravia-tv.
Se mere til Qriocity nedenfor, og så håber vi, at høre mere om PS3 og video snart!