Test af Motorola Moto G100 – topmodel på budget

Motorola Moto G100 tager mellemklasse-telefonen et skridt tættere på topmodellerne. Her er vores test af Motorola Moto G100.

Test af Motorola Moto G100 – topmodel på budget

Det er ikke fordi Motorola er tilbageholdende, når det kommer til lanceringer af nye telefoner. Det kan være svært at finde hoved og hale i for den almindelige forbruger, og nogle gange også for kendere. De fleste af Motorolas telefoner må siges at være gode, men en gang i mellem, så dukker ekstra spændende modeller op fra producenten. Og Motorola Moto G100 er klart en af disse. Her er min test af Motorola Moto G100.

Til en vejledende pris på 3.699 kroner kan vi godt blive enige om, at Moto G100 ikke er en topmodel – det er en mellemklasse-telefon. Og alligevel, så er der noget over G100, som gør forskellen mellem mellemklasse-telefon og topmodel mindre end hidtil. Den forskel finder vi i hjertet af telefonen. Er du på jagt efter en god telefon, som ikke koster en bondegård, så kunne Motorola Moto G100 være det helt rigtige valg. Jeg har prøvet G100 i lidt over en uge og jeg er nu klar til at dele mine oplevelser med den.

Se også: De bedste priser på Motorola-telefoner

Motorola Moto G100: Fordele og ulemper

Fordele:

  • Imponerende ydelse fra Snapdragon 870
  • Stor og hurtig skærm
  • Brugervenlig og simpel software
  • Lang batteritid
  • Fornuftigt hovedkamera

Ulemper:

  • De andre kameraer imponerer ikke
  • Skærmen mangler til tider lys
  • Ingen stereohøjtaler
  • Ikke den hurtigste opladning

Se også: Billig reparation af Motorola Moto G100

Designet: En ordentlig krabat

Med nogle vilde farver, så skal G100 nok fange din opmærksomhed i butikken. Og den fortjener bestemt også din opmærksomhed. Når det kommer til designet, så fornemmer man godt, at vi har med en mellemklasse-telefon at gøre. Rammen er i plastik, bagsiden er i plastik og skærmbeskyttelsen er en ældre Gorilla Glass version. Heldigvis føles G100 nogenlunde bygget og ligger godt i hånden.

Store telefoner er vi efterhånden vant til, og sådan en er Motorola Moto G100 også. Med målene 168.4 x 74 x 9.7 millimeter og 207 gram, så er den stor at have i lommen. Og den er også stor i forhold til dens skærmstørrelse, hvilket skyldes relativt meget ramme omkring skærmen.

Motorola Moto G100 er beskyttet med en IP52-certificering, hvorfor den både kan klare en regnbyge og et angreb af støv, og her er også et af de efterhånden sjældne hovedtelefonstik. Hvad der derimod ikke er, er stereohøjtalere. Med en stor skærm til underholdning, så kan denne mangel undre.

Motorola Moto G100 har en nogenlunde design og byggekvaliteten er også fornuftig. Så må du selv vurdere, om du er til de vilde farver.

Se også: De flotteste og mest holdbare telefoner

Specifikationer på Motorola Moto G100
Skærm 6,7″ LCD, 90 Hz

21:9-format, HDR10, Fuld HD

Mål og vægt 168.38 x 73.97 x 9.69 millimeter

207  gram

Processor Snapdragon 870 7nm
Batteri 5.000 mAh

20 watt hur­tig­op­lad­ning

RAM 8 GB LPDDR5
Lagerplads 128 GB UFS 3.1

MicroSD-plads

Kamera 64 MP sensor, f/1,7 blænde.

16 MP sensor med ultra­vid­vinkel, f/2,2 blænde, 117 graders synsfelt, makrokamera

2 MP dybdesensor

Laser autofokus

16 MP frontkamera, f/2,2 blænde og 1 mikrometer pixels

8 MP frontkamera med ultravidvinkel, 118 graders synsfelt

Software Android 11

My UX

Andet Dual SIM

5G-modem

WiFi 6

IP52-certificering

3,5 mm jackstik

Vejledende pris på Moto G100 3.699 kroner

Skærm, ydelse og lyd

Motorola Moto G100 den første telefon på markedet herhjemme med det nye Snapdragon 870-chipset, og netop dette er noget af det allerbedste ved telefonen. Det er nemlig netop her, at vi ser mellemklasse-telefonen blande sig med topmodellerne. Måske ikke med topmodeller fra 2021, men i hvert fald fra sidste år.

Det nye chipset byder på et imponerende kræftoverskud, hvor det ofte er svært at forstå, at dette er en mellemklasse-telefon. Den høje ydelse fungerer godt sammen med den hurtige skærm, men denne kommer vi meget snart tilbage til. I min test af Motorola Moto G100 kommer jeg direkte fra en Xiaomi Mi 11, som er en af de hurtigste telefoner på markedet lige nu. Og jo, Xiaomi føles som den hurtigere telefon. Og det samme gør en OnePlus 8 Pro fra sidste år også, men her er forskellen mindre. Dog er der her også tale om to premiumtelefoner i en anden prisklasse, så det er ret imponerende af G100. Også i en Geekbench 5 viser Snapdragon 870 sin styrke. Moto G100 scorer her 957 point i single-core og 2.795 i multi-core. Her scorer en OnePlus 8 Pro i single-core 879 og multi-core 3067 point.

Du skal derfor ikke bekymre sig om manglende ydelse i Moto G100. Den klarer alt hvad du kaster efter den, fra dagligsopgaver til krævende spil.

Se også: De hurtigste telefoner på markedet

Motorola Moto G100
Den store skærm på 6,7 tommer er god, men har også mangler.

En stor skærm

Som nævnt tidligere, er Moto G100 en stor telefon – til gengæld har den også en stor skærm på 6,7 tommer. Og det er en fornuftig skærm, hvor Motorola samtidig har måttet lave nogle kompromisser, for at kunne holde prisen nede. I stedet for en AMOLED-skærm, så sidder der en billigere IPS-skærm i G100. Alligevel er skærmen fornuftig at se på og har også en god opløsning i fuld HD. Udenfor i sollys kommer dens baggrundslys lidt til kort, men det er ikke et stort problem.

Manglen på AMOLED har dog betyder, at Motorola har kunnet tilføje en hurtigere skærmopdateringsfrekvens. Mod de normale 60 Hz, så løber skærmen her afsted med 90 billeder i sekundet, hvilket giver en hurtigere, tydeligere og mere flydende oplevelse. Det kan ærgre, at Motorola ikke tog den skridtet videre til 120 Hz, hvor forskellen opleves tydeligere.

En stor skærm indbyder til underholdning – hvilket den høje ydelse i G100 også gør -, og derfor kan det undre, at der ikke også er stereohøjtalere i G100. Det har vi tidligere set i billigere Moto-modeller, men det har altså ikke været en prioritet i denne model, desværre.

Se også: Telefoner med de bedste skærme

Brugerflade og software

Hvilken software er mest simpel og brugervenlig er meget op til den enkelte bruger – og ikke mindst hvad man tidligere har brugt. Alligevel er der stor forskel på, hvor lette brugerfladerne er at gå til og hvordan de præsenterer de mange menupunkter. Og der er også forskel på hvordan brugerfladen påvirker ydelse, batteriet og hvor flydende oplevelsen er. Generelt har Android-producenterne oppet sig, når det kommer til software, men Motorolas tilgang er stadig en af de bedre.

I G100 finder man flere muligheder end tidligere, men det gør den heldigvis ikke mere kompliceret. Her er det Android 11 med producentens My UX ovenpå. My UX ligner og føles som en ren udgave af Android, som Google har designet det. Og det er en god ting. Hertil er tilføjet gode funktioner fra Motorola selv, hvor det er værd at fremhæve Moto Actions og Moto Display. Deres kamera-app er jeg dog stadig ikke stor fan af. Men generelt fungerer My UX utroligt godt og er let at gå til.

I Moto G100 finder vi en spændende nyhed, nemlig “Ready For”. Navngivningen forstår jeg ikke, men jeg forstår ideen og tanken bag. Sammen med et Ready For-sæt, så kan Moto G100 smides i HDMI-stikket på enhver skærm, hvor man kan opnå en Windows-lignende desktop oplevelse (ala Samsung DeX), men man kan også spille spil på den store skærm, se billeder og mere. Det fungerer rigtig godt og ideen er god, men personligt vil jeg aldrig bruge det. Måske vil du?

Motorola Moto G100
Motorola Moto G100 og Ready For med dock og HDMI. Sættet koster 499 kroner.

Batteri og opladning

Motorola er efterhånden kendte for, at udstyre deres telefoner med store batterier. Med et 5.000 mAh batteri, så er Moto G100 ingen undtagelse. Motorola skriver, at batteriet holder G100 kørende i mere end to dage. Så længe kan den godt holde på en opladning, men så skal du heller ikke bruge den meget. Det betyder ikke, at batteritiden i G100 ikke er god, tværtimod. I min test har Motorola Moto G100 holdt i gennemsnit to dage på en opladning, medmindre jeg er meget aktiv på den og spiller spil og laver andre strømslugende ting.

Når det kommer til opladningen, så er G100 til gengæld ikke den hurtigste. Den kommer med en 20W-opladning, som giver et sted mellem 35 og 40 procent på en halv time. En fuld opladning tager lige knapt to timer. Her er heller ingen trådløs opladning.

Se også: Nyeste telefoner med bedste batteritid

Motorola Moto G100
Der sidder hele seks kameraer i Motorola Moto G100.

Et “okay” kamera

Når det kommer til kameraet (eller kameraerne) i Motorola Moto G100, så er det en blandet fornøjelse. Der sidder hele seks kameraer i telefonen, hvor kun et af dem gør det godt – heldigvis er det det mest brugte kamera.

Foran sidder der nemlig to selfiekameraer; et 16 megapixel og et 8 megapixel ultravidvinkel. Sidstnævnte er godt, når hele familien skal med på selfien. Bagpå sidder der fire kameraer, som består af hovedkamera, ultravidvinkel, dybdesensor og ToF-sensor.

Det primære bagkamera er på 64 megapixel med blænde f/1,7 med laser autofokus. Her er desværre ingen optisk stabilisering, som vi fx finder i Samsung Galaxy A52, og det går ud over kvaliteten, når lyset er svagt. Til gengæld tager hovedkameraet gode billeder i dagslys. Det går til tider lidt galt med eksponeringen og HDR, men alt i alt rimeligt fornuftigt. Når det kommer til de andre kameraer, så er oplevelsen mindre imponerende. Det kan bruges, men er set bedre i prisklassen. Man kan dog være heldig med makro-kameraet.

Se også: De bedste kameratelefoner på markedet

Her er billeder taget med Motorola Moto G100:

Konklusion: Moto G100 kan varmt anbefales

Motorola Moto G100 er en dejlig overraskelse fra Motorola. Har man ikke noget imod en stor og relativt tung telefon, så imponener G100 specielt med dens ydelse, hvor den ikke er langt fra mange topmodellerne. Man får også en skøn brugerflade, lang batteritid og et fornuftigt hovedkamera.

Den har ikke mange ulemper, og dem der er, er ikke meget store. Vigtigst er det at fremhæve kameraet, som modsat ydelsen er langt fra topmodellerne. Hovedkameraet er som sagt fornuftigt, og også det man bruger mest, men derudover imponerer kvaliteten ikke.

Med en pris på 3.699 kroner, så får man virkelig meget telefon i Motorola Moto G100, og den er let at anbefale. Men det er også vigtigt at vide, at der er enormt stor konkurrence i prislaget. For 300 kroner mere kan man få en Samsung Galaxy S20 FE med langt bedre kamera. Man kan for 200 kroner mindre også få den fremragende Xiaomi Mi 10T Pro. Hvad du vælger er op til dig – du går i hvert fald ikke galt i byen med Motorola Moto G100.

Motorola Moto G100 lander på 5 ud af 6 stjerner i test.

Motorola Moto G100 test
Motorola Moto G100 får flotte 5 ud af 6 i test.

Efterfølgende om emnet

Den seneste udvikling finder du her. Daniel Søgaard Hald gik et skridt videre. 26/3/2021 kørte vi historien Motorola Moto G100 – den nye “flagship killer”? – Den finder du her. Tematikken er fortsat aktuel. Klik her for de sidste nyheder..