Nokia Lumia 630 – mega meget mobil for få penge [TEST]

Nokia Lumia 630 - første telefon med Windows Phone 8.1 giver smæk for skillingen.

Nokia Lumia 630 – mega meget mobil for få penge [TEST]

Nokia Lumia 630 er på markedet i Danmark som den første telefon efter Microsofts overtagelse af Nokias mobildivision. Det er også den første Lumia telefon med Windows Phone 8.1, og så er den frem for alt tilgængelig til en overkommelig pris.

Lumia 630 har en vejledende udsalgspris på 1.195 kroner, men er allerede at finde lidt billigere flere steder på nettet.

Det helt åbenlyse spørgsmål at stille når den vejledende udsalgspris bliver præsenteret er: ”Hvad får man så ikke i Lumia 630?”

Spørgsmålet vil vi løbende forsøge at belyse i denne anmeldelse og give vores endelige vurdering og et antal stjerner sidst i artiklen.

Første indtryk – ikke så plastikagtig som den ser ud

Nokia Lumia 630 har udskifteligt bagcover, og vores testmodel er monteret med et skrigende grønt et af slagsen. På afstand kan det godt syne en anelse plastikagtigt, men fornemmelsen når den holdes i hånden er langt mere robust og stabil.

Lille, afpasset motor

Telefonen drives af en Snapdragon 400 quad core 1,2GHz processor, og dem, der følger med i udviklingen af processorer, vil vide, at denne processor hverken er den nyeste eller hurtigste. Det betyder dog ikke så meget i dette tilfælde, da Lumia 630 kører Windows Phone 8.1, som ikke kræver den helt store processorkraft, og derfor er Snapdragon 400 et godt valg.

I Lumia 630 findes 512MB RAM, hvilket nok ikke klinger af specielt meget, hvis man sammenligner med topmodeller med op til 3GB RAM – men hvis man ikke vidste det, ville man formentlig ikke tænke over det.

Betjening – overordnet positiv

I det daglige er der ingen tvivl om, at Lumia 630 bare suser derudaf, hvor de færreste vil studse over, at motorkraften er begrænset. Det samlede indtryk, når man bevæger sig rundt i telefonens apps, menuer og funktioner, er overraskende godt – specielt når man holder den op imod et meget lille prisskilt.

Tingene kører bare i Windows Phone 8.1, og kun i ganske få tilfælde, har jeg fundet nogle uhensigtsmæssigheder.

På Lumia 630 er de tre betjeningsknapper: Tilbage, Hjem og Søg, rykket ind som touchknapper på selve skærmen. Det giver ikke anledning til de store problemer, men i et enkelt tilfælde, har det vist sig som en ulempe.

Hvis man swiper Aktion Center ned fra toppen af skærmen og gerne vil swipe det op igen, kan det være ualmindeligt svært at ramme rigtigt.

Umiddelbart skulle man ”bare” kunne swipe op fra bunden af skærmen, men når man fører fingeren henover touchknapperne på vej op ad skærmen, flytter Aktion Centeret ikke med op. Det kræver flere forsøg eller ualmindeligt præcise fingre.

Få funktioner mangler

Nokia Lumia 630 har ikke, alt hvad andre modeller måtte have at tilbyde. Blandt andet må man undvære funktionen ”tap to wake”, der gør det muligt at ”vække” telefonen ved hurtigt at dobbelttrykke på skærmen(ligesom at dobbeltklikke med en mus).

Niels Kjelstrup fra Microsoft fortæller til Mobilsiden.dk, at det er en af de ting, der er blevet sparet på for at holde prisen nede.

Det samme gælder ”Glance”, der er en skærmtilstand, der vises, når enheden går på pause/Standby. Her vises for eksempel klokken og notifikationer fra kalender og antallet af ulæste beskeder og opkald.

Lille hukommelse med plads til udvidelse

Den interne hukommelse er på 8GB, og her bliver pladsen hurtig træng, da systemet alene optager næsten 3GB. Det betyder dog ikke, at du behøver mangle plads til apps, spil, musik og billeder. Under bagcoveret er der plads til et microSD-kort på op til 128GB, hvor du kan installere apps, gemme billeder, musik m.m.

Telefonen sættes nemt op til at gemme nye apps og billeder på SD-kortet, og ønsker man at flytte ting fra telefonens hukommelse til SD-kortet, gøres det nemt og hurtigt via Lagerassistenten.

3G med fart på!

Lumia 630 er en 3G-telefon, og dermed vil nogen måske tænke, at det betyder lav datahastighed, i en verden hvor 4G stormer frem. Det er dog lang fra tilfældet, og jeg vil gerne afsløre, at jeg til dagligt selv benytter en 4G-telefon, men på intet tidspunkt i testperioden, oplevede jeg langsom dataforbindelse eller lange svartider.

Med andre ord: 3G er nok til hurtig internetsurfing, YouTube-streaming, musik, mail og meget andet på Lumia 630. Det er kun, hvis du har særlige behov, at du vil savne 4G-forbindelsen.

Skærm med god stil

Skærmen i Lumia 630 er en 4,5 tommer ClearBlack IPS LCD, 854×480 pixels, 221 ppi i formatet 16:9 – og her er der bestemt ikke sparet på noget. Godt nok er der ikke tale om en HD-skærm, men Nokia har alligevel formået at finde en skærm, der giver optimalt udbytte for pengene.

Sammenholdt med en topmodel er billedet ikke helt så skarpt, men ikke noget almindelige brugere vil opdage i det daglige. Skærmen er faktisk rigtig fin, i forhold til den merpris der skal betale for en større model med bedre specifikationer.

Skærmen har endvidere den egenskab, at den er mere end almindelig god at aflæse i stærk solskin.

Kamera – her er der sparet

Et af de steder, hvor Lumia 630 helt klart mangler noget, er i kameraet. Alene det faktum, at der ikke findes noget frontkamera er en besparelse i sig selv. Det betyder nul selfies og ingen videosamtaler.

Kameraet på bagsiden er på 5 megapixel, og her kan man for alvor mærke konsekvensen af det billige prismærke.

Udendørs i dagslys tager telefonen fine, skarpe billeder, med pæne farver og god kontrast.

Tages telefonen indendørs, ses begrænsningerne tydeligt. Der er ingen fotolys eller flash, og det betyder at telefonen kan have umådeligt svært ved at stille skarpt og tage pæne billeder.

Hvis motivet ikke står HELT stille, er det stort set en umulig opgave at tage bare nogenlunde gode billeder. Ofte kræves 3-4 forsøg, før et acceptabelt billede kommer i kassen.

Rent fysisk har telefonen ingen udløserknap til kameraet, hvilket er set på tidligere modeller. Det er måske en smagssag, men jeg savner knappen, da det giver en bedre kamerafornemmelse, og gør det nemmere at holde telefonen stille.

Jeg har desværre også misset et par skud, da telefonen ved flere lejligheder har været 3-4 sekunder om at åbne applikationen til kamera. I flere tilfælde er jeg ligefrem blevet mødt af en sort skærm med teksten ”Indlæser…” inden man er klar til at skyde løs.

Umiddelbart lyder 3-4 sekunder ikke af meget, men folk med børn vil vide, at på så kort tid kan muligheden for det gode billede være forpasset flere gange.

Lyd – Kraftfuld højtaler

Lyden under samtale i Lumia 630 er helt klart over middel, med et acceptabelt niveau af baggrundsstøj. I testperioden har jeg på intet tidspunkt oplevet problemer med at høre modparten i en samtale, ligesom modtageren ikke opfatter baggrundsstøj som et problem.

Bag på enheden er placeret en højtaler, der er mere kraftig end den de fleste mobiler kan prale med. Lyden kommer ud gennem et lille rundt hul i bagcoveret, og selvom jeg afskyr højtalere der er placeret på bagsiden af mobile enheder, er jeg alligevel blevet imponeret over den kraft der er i Lumia 630.

Enheden kan spille markant højere, end hvad jeg har oplevet i andre smartphones, og nogle gange er det ligefrem nødvendigt at sænke niveauet. Der er dog ikke tale om super HiFi-kvalitet, og lyden kan i nogle tilfælde blive lidt forvrænget, hvis der er skruet op på max.

Med til Lumia 630 følger ikke noget headset, hvilket ellers næsten er standard for selv helt billige mobiler. Her må du altså selv ud og købe et sådan, hvis du har behovet.

Batteri – middel præstation

Batteriet i Nokia Lumia 630 er på 1.830 mAh, og det er muligt at skifte batteriet ved at fjerne telefonens bagcover.

Levetiden er ikke imponerende i forhold til andre telefoner, hvilket da også betyder at den har brug for en oplader sidst på aftenen, hvis den har været brugt jævnt over hele dagen.

Det er dog ikke noget minus i forhold til andre modeller, der for det meste også kræver kunstigt åndedræt for at holde dagen ud.

Konklusion – Meget mobil for pengene

Samlet set er Nokia Lumia 630 en rigtig fornuftig telefon til en rigtig fornuftig pris(vejledende 1.195 kroner), og på de fleste punkter performer den da også over evne.

Windows Phone 8.1 virker overbevisende på en enhed i denne klasse, og betjeningen er med ganske få undtagelser nem, overskuelig og glidende.

Enheden er begrænset i motorkraft og hukommelse, men hvis man ikke er hardcore mobilbruger med topmodelkrav, vil enheden passe til de flestes behov og pengepung.

Det største minus ved telefonen er nok kameraet, der ikke duer til ret meget andet end optagelser under optimale lysforhold. Manglen på fokuslys gør det simpelthen til en for stor opgave at tage skarpe billeder.

Kamerapræstationen overskygger dog ikke det faktum, at der er tale om en fornuftig telefon, til en rigtig god pris. Nokia Lumia 630 får 5 ud af 6 stjerner.

Det betyder mobilsiden.dks karakterer

Fordele:

  • Kører glidende
  • Billig
  • God skærm i forhold til pris

Ulemper:

  • Kamera med fokus problemer
  • Intet frontkamera
  • Lille hukommelse
 

Historien forstsætter

Siden vi bragte denne historie er der kommet nyt om sagen. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 26/5/2014 kørte vi nyheden Samsung lancerer Multiroom: trådløs lyd til alle rumKlik her og læs historien.. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..