Test: Samsung Galaxy Z Flip – Lækker, besværlig og dyr klaptelefon

Samsung Galaxy Z Flip er en god mobil og skiller sig ud fra mængden, men de eksotiske foldbare mobiler har stadig lang vej endnu. Her er vores anmeldelse af Galaxy Z Flip.

Test: Samsung Galaxy Z Flip – Lækker, besværlig og dyr klaptelefon

Først var der Samsung Galaxy Fold, så kom Galaxy Z Flip og senere en Galaxy Fold 2. Vi har sagt det før og siger det gerne igen: De foldbare mobiler er kommet for at blive. Og heldigvis bliver de bedre og bedre for hver generation.

Samsung Galaxy Fold fik ikke den bedste start efter lanceringen, men endte med at blive en ganske godt produkt, som vi var utroligt imponerende over. Nu er turen kommet til Samsungs andet forsøg med en foldbare mobiltelefon, denne gang et helt andet koncept. Med Galaxy Z Flip har Samsung nemlig bragt den klassiske klaptelefon tilbage, bare i en moderniseret udgave.

Og der er mange tanker der melder sig, når man tager Galaxy Z Flip-mobilen i brug. Først bliver man imponeret, så bliver man irriteret, så forstår man ikke helt hvorfor og til sidst kan man ikke lade være med at være glæde sig til fremtiden. Sammen med vores oplevelser, så prøver vi at få alle disse tanker med, her i vores anmeldelse af Samsung Galaxy Z Flip.

Se også: Priser på Samsung Galaxy S20

Samsung Galaxy Z Flip: Fordele og ulemper

Fordele:

  • Lækkert design og velbygget
  • En god og flydende Android-oplevelse
  • 1 års Samsung Care+
  • Godt kamera
  • Trådløs opladning

Ulemper:

  • Høj pris
  • Udvendig skærm for lille
  • Plastik-følelsen på skærmen
  • Mono-højtaler
  • Holdbarheds-bekymringer
  • Ingen IP-certificering – beskyttelse mod væske og støv
Samsung Galaxy Z Flip
Sådan ser det ud, når Samsung Galaxy Z Flip pakkes ud.

Et opmærksomhedsfangende design

Samsung Galaxy Z Flip er ikke som den traditionelle mobiltelefon. Jo, indeni er den, men udenpå er den noget helt nyt, og det er netop dens ydre der skal sælge den. De fleste af os kender nok klaptelefonen, som for eksempel Nokia 2720 fold, man let kunne folde ud og klappe sammen, når opkaldet var slut. Galaxy Z Flip bringer den klaptelefonen tilbage, men i en ny og ultra-moderne udgave.

Sammenfoldet er Galaxy Z Flip en nydelig lille kvadratisk boks, der ikke giver associationer til en mobiltelefon, fordi den er så langt fra mobilen, som vi kender den i dag. Folder man den ud, så bliver man ikke mødt med et gammelt T9-tastatur, for frem dukker en 6,7 tommer smartphone-skærm op. Det er imponerende at se på og selv prøve, og det er virkelig noget der får folks opmærksomhed.

Læs også: Her er Samsung Galaxy Z Flip – Samsungs næste foldbare

Samsung Galaxy Fold er nydelig at se på og den føles utroligt velbygget. Her er der hverken en skærm sikret med Gorilla Glas, IP-certificering mod støv og vand, stereohøjtalere eller andet, som vi kender fra de traditionelle topmodeller. I stedet får man et anderledes og opsigtsvækkende design, en imponerende foldbar glas-skærm (Jep, glas der kan foldes!) og en sikkert udtømt bankkonto.

Sammenfoldet fylder Galaxy Z Flip cirka 8 centimeter i bredde og højde samt 1,7 centimeter i tykkelsen. I lommen føles den ikke meget mindre end en normal mobiltelefon, hvilket skyldes dens tykkelse, men den er til gengæld noget mere håndterbar.

Samsung Galaxy Z Flip
Samsung Galaxy Z Flip føles ikke meget mindre i bukselommen, end en normal mobiltelefon.

På ydersiden sidder der en lille 1,1 tommer skærm, der viser klokkeslæt, dato og batteriniveau. Samtidig viser den alle notifikationer og man kan besværre opkald på den. Den lille skærm er rar at have, men er desværre alt for lille til, at den giver rigtig mening. Det tager en evighed at få et overblik over nye notifikationer. Min konklusion er her, at skal man bruge Galaxy Z Flip, så invester samtidig i et smartwatch, så man ikke behøver folde mobilen ud, hver gang man skal tjekke nye notifikationer, fx Samsung Galaxy Watch Active2.

På ydersiden finder man desuden de traditionelle fysiske knapper, lydstyrke og powerknap, som samtidig indeholder en kapacitiv fingeraftrykslæser. Er man ikke så meget til fingeraftrykslæseren, som undertegnede, som er der også ansigtsoplåsning. Desværre fungerer ansigtsoplåsningen slet ikke så godt som på iPhones og Huaweis Mate-serie.

Jeg elsker at folde Galaxy Z Flip

Sammenfoldet er Galaxy Z Flip en nydelig lille sag, men det bedste er at folde den ud, hvilket kan klares med én hånd – man skal bare lige lære det. Det nye hængsel, altså det bevægelige der gør det muligt at folde mobilen, føles fantastisk og Samsung lover det kan foldes 200.000 gange. Det var godt på Galaxy Fold, men er langt bedre på Z Flip. Skærmen på indersiden er 6,7 tommer og har en hole-punch-hul til frontkameraet. Kanten omkring skærmen får den hurtigt til at se forældet ud, men det er nødvendigt at beskytte den dyrebare og følsomme foldbare skærm.

For godt nok er skærmen i ultratyndt glas, men ovenpå glasset er lagt et lag plastik. Det ridses let og bør behandles med omhu. Hvorfor så overhovedet bruge glas, når det alligevel dækkes med plastik? Ifølge Samsung forbedrer det touch-sensitiviteten og jeg må derudover indrømme, at den føles bedre end på Galaxy Fold. Heldigvis medfølger der et års Samsung Care+, hvilket giver en gratis reparation af fx skærmen. Men selvom det føles lækkert at folde Z Flip, så bliver det efter noget tid trivielt.

Læs også: Huawei lancerer opgraderet foldbar mobil: Mate Xs

Hvorfor tilbage til klaptelefonen?

Fordi det er muligt. Jeg har svært ved at komme på andre grunde. Efter at have brugt Galaxy Z Flip, så er det svært at se fordelen ved at folde mobiltelefonen. Det gav måske mening engang, men derfor behøver det ikke at gøre det nu.

Det giver mere mening, når man kan folde ud til en tablet-størrelse-skærm. Z Flip fylder sammenfoldet mindre end en normal mobiltelefon, men når man skal folde den ud 50-100 gange om dagen, så bliver det ret hurtigt trættende og føles som et skridt tilbage. Så hvad er fordelene egentlig ved den moderne klaptelefon? Den er anderledes end alle de andre og det er imponerende teknologi, men den traditionelle mobiltelefon er mere praktisk.

Samsung Galaxy Z Flip
Samsung Galaxy Z Flip: Med 1,7 centimenter er den en lille tyksak. I lommen mærkes den ekstra tykkelse tydeligt.

Specifikationer på Samsung Galaxy Z Flip

Samsung Galaxy Z Flip specifikationer
Mål og vægt Foldet: 87,4 x 73,6 x 17,3 mm
Foldet ud: 167,3 x 73,6 x 7,2 mm
183 gram
Skærm 6,7″ Dynamic AMOLED
22:9 format i Fuld HD
1,1″ udvendig AMOLED-skærm
Processor Snapdragon 855 Plus
Batteri 3300 mAh
15W hurtigopladning
RAM 8 GB
Lagerplads 256 GB
Kamera 12MP vidvinkel f/1,8
12MP Ultra vidvinkel f/2,2
Software Android 10 One UI 2
Vejledende pris 11.699 kroner

Galaxy Z Flip byder på high-end indmad

Selve konceptet med en moderne klaptelefon minder om Motorolas nye Razr, men der er flere forskelle. Hvor Razr’en bærer præg af forældede specifikationer, så henter Samsung Galaxy Z Flip noget af det nyeste ind. Det vil sige, at der er Snapdragon 855 Plus, 8 GB RAM, 256 GB lagerplads og et kamera i samme kvalitet som Galaxy S10 – der i øvrigt er et fremragende kamera. Det er et stykke fra Samsungs S20 Ultra-flagskib, men det er bestemt topmodel-værdige specifikationer. Der er dog heller ikke 5G, som fås i Samsung nye S20-serie.

Batteriet er med 3300 mAh ikke det mest imponerende på papiret, men holder overraskende længe. Der er fint til en dags brug, og ofte lidt mere, hvorefter opladningen sker hurtigt. Det lille batteri, kombineret med 15W-hurtigopladning giver hurtigt strøm på enheden. Dog tager de sidste 10 procent, fra 90 til 100 procent, alt for længe.

Ydersidens lille skærm er kun 1,1 tommer. Godt nok er det en Super AMOLED og den er nydelig at se på, men den er simpelthen for lille. Det er fint nok til at se klokken, dato og batteristatus, men til at læse beskeder og andre notifikationer er den uduelig. Her ville jeg gerne have set en noget større og mere anvendelig skærm.

Skærmen er Samsungs nye Dynamic AMOLED og den er den bedste foldbare skærm vi har oplevet. Det er slet ikke på højde med skærmen i Galaxy Note 10 eller Galaxy S20 Ultra, men den er mere end god nok. Den er på 6,7 tommer og understøtter HDR10+, så der er lagt an til en virkelig god medieoplevelse. Lige indtil man sætter lyd på.

For der er nemlig kun blevet plads til en enkelt højtaler i klaptelefonen fra Samsung. Den er placeret i bundet og lyder nogenlunde, men er slet ikke på højde med hvad man finder i Galaxy S10, Note 10 og Galaxy S20.

Læs også: Test: Samsung Galaxy Note10

Optimeret One UI-brugerflade

Samsung One UI er blandt de bedste brugerflader på markedet, selvom der godt kunne arbejdes lidt med mængden af indstillinger og muligheder, der kan virke uoverskueligt. Men generelt er det en fornøjelse af bruge One UI 2, der i Galaxy Z Flip er “optimeret” til den foldbare skærm. Det er måske så meget sagt, men enkelte apps udnytter at skærmen kan foldes.

Det er for eksempel kamera-, galleri og Google Duo-appen, der forsøger at udnytte den opdelte skærm. Det er ganske godt tænkt og der er potentiale, men lige nu kan jeg ikke se den store fordel ved det.

Samsung Galaxy Z Flip
Kamera-appen i Samsung Galaxy Z Flip kan tilpasse sig den foldbare skærm.

Der er styr på forbindelserne

Eftersom det er en fantastisk følelse af klappe Z Flip sammen, når et opkald skal afsluttes, så er det også værd at snakke om samtalekvaliteten. Ligesom andre nyere Samsung-mobiler, så opleves der både god lyd og en stærk antenne. Jeg har absolut ingen problemer oplevet og på VolTE er lydkvaliteten eminent.

Det samme kan siges om mobildata forbindelsen, hastigheden og WiFi-styrken.

Samsung Galaxy Z Flip
Kameraet i Samsung Galaxy Z Flip er faktisk rigtig godt.

Velkendt og godkendt kamerakvalitet

Kameraet i Samsung Galaxy Z Flip ligner ikke det vi finder i den samtidig-lancerede Galaxy S20-serie, men minder kvalitetmæssigt mere om sidste års Galaxy S10-serie. Men det er nu slet ikke så ringe. Her er lidt om hardwaren:

  • Hovedsensor: 12 megapixel f1,8, dual Pixel med optisk stabilisering
  • Ultra vidvinkel: 12 megapixel f2,2, 123 grader
  • Frontkamera: 10 megapixel f2,4

Der er desværre ingen telefoto, altså zoom-linse, at finde i denne mobil. For mig har det intet problem været, da jeg sjældent bruger zoom, men for andre kan det.

Kameraet er i typisk god Samsung-kvalitet. Billeder i dagslys fremstår skarpe, med en høj dynamisk rækkevidde og lidt overdrevne farver. Det ser godt ud. Det samme gælder for portræt billeder, hvor Z Flip, på trods af en manglende dybdesensor, formår at skille for- og baggrund rigtig godt.

Både hovedkameraet og ultra vidvinkel-linsen producerer billeder i Samsung Galaxy S10-lignende kvalitet, hvilket er en god ting. Jo, kameraet i Note 10+ og den nye Galaxy S20 er bedre, men de færreste vil kunne se forskellen, når billederne bliver delt på sociale medier.

Frontkameraet er ikke specielt lysstærkt, men tager udmærkede selfies. Her er lidt billeder tager med Samsung Galaxy Z Flip:

Konklusion: Køb Galaxy Z Flip for wow-effekten

Skal du købe Samsung Galaxy Z Flip? Vil du have noget anderledes, noget som ingen andre har, noget som har masser af wow-effekt, så er den bestemt en mulighed.

Man skal bare lige huske på, at den koster 11.699 kroner og på områder kan ses som en nedgradering, sammenlignet med andre topmodeller, som i de fleste tilfælde koster meget mindre.

Den foldbare skærm er sart, der er ingen officiel beskyttelse mod støv og væske, hukommelsen kan ikke udvides med MicroSD, der er ingen stereohøjtalere og så videre. Heldigvis kommer den med et års Samsung Care+ forsikring, hvilket kan give lidt ro sindet.

Vil du have value for money, så skal du bestemt ikke købe Galaxy Z Flip. Vil du have den vildeste topmodel, der samtidig koster mindre, så er Samsung Galaxy S20 Ultra oplagt. Men vil du have et lille teknologisk vidunder og noget som får opmærksomhed, så er Samsungs nye klaptelefon et godt bud.

Galaxy Z Flip er samlet set en rigtig god mobil. Den er velbygget, utroligt flot, har gode specifikationer og en god skærm, men den er dyr og ikke for alle. Springer du på en Z Flip, så anbefaler vi et smartwatch til at komplementere ydersidens lille skærm. Jeg synes stadig de foldbare mobiler har et stykke vej endnu, så nu vil jeg sidde her og vente spændt på Galaxy Fold.

Samsung Galaxy Z Flip lander på 4,5 ud af 6 stjerner.

Samsung Galaxy Z Flip får 4,5 ud af 6 stjerner.

 

Fortsættelsen:

Selvfølgelig fulgte vi op. Daniel Søgaard Hald har holdt fast i temaet. 4/3/2020 fulgte vi op med en sag med fokus på Web-TV: Vi anbefaler flere gode Android-mobiler – Næste artikel om temaet finder du her. Redaktionen har fortsat interesse for emnet. Læs seneste nyt om ..