Sony QX10 anmeldelse – masser af zoom til mobilen [PRODUKTTEST]

Konceptet er lovende, billedkvaliteten glimrende, men Sonys trådløse optik frustrerer.

Sony QX10 anmeldelse – masser af zoom til mobilen [PRODUKTTEST]

I fotografkredse findes et slidt, men hæderkronet ordsprog: det bedste kamera, er der du har på dig, og ganske rigtigt, så er det smartphone-kameraeret der topper på Flickr og Facebook, hvor Apple iPhone og Samsung Galaxy regerer foran de etablerede kameraproducenter som Canon, Nikon og Sony. Men også med alt hvad det indebærer af rystede, uskarpe eller støjfyldte billeder.

UPDATE: Stor update til Sonys fjernstyrede kameraer

I det lys har Sony sat sig for at fungere som smartphone-kameraets forlængede arm, ved at tilbyde et ’connected camera’ som klipses på smartphonen, og føder telefonen med billede og video, i høj kvalitet, igennem wifi-forbindelsen. Dermed bliver telefonkameraet opgraderet til 18 megapixels med 10x zoom. Konceptet er lovende – men fungerer det?

Greb om grebet

Så snart man fatter QX10 bliver man først overrasket over designet – det ligner på ingen måde noget kamera men rettere et 50mm-objektiv til spejlrefleksen, kigger man nærmere er der ingen tvivl om det er en unik ny produkt klasse man har fat i – reaktionen på redaktion var enstemmig, vi er dybt inde i gadgetland.

Konstruktionen er solid med elementer af sort plast og børstet metal, men så snart man har monteret enheden er den tung i fronten – i forhold til klassiske kameraer tager ergonomien et skridt tilbage men tager et stort skridt frem i previewet. Klassiske digitalkameraer huser typisk tre tommer miniskærm, som blegner i forhold til mobilens 4 til 5 tommer store lærred.

Låsemekanismen kræver lidt yderlige forklaring: selve kameradelen kan drejes, og klikkes af og på en monteringsenhed, som så klemmer sig fast til mobilen. Grebet virker sikkert nok, men den vil rokke lidt frem og tilbage og på visse telefoner er det svært at undgå at klemme om power eller volumenknapperne. Monteringsenheden er desuden for bred til at forblive permanent på telefonen – og gaber ikke vidt nok til at klamre sig om phablets eller tabletter bredere end 78mm.

Besværlig parringsdans

Kameraet sidder fast, motivet venter og på papiret virker parringsprocessen ligetil – hvis ellers ens telefon er udstyret med NFC chip og Android 4.1. Ved første parring hentes Sony’s PlayMemories applikation hvorefter en 8-ciffret kode skal indtastes. Derefter åbnes applikationen automatisk.

Ret beset er det hverken mere eller mindre kompliceret end med almindelige wifi kapable kameraer – men der kan man altid falde tilbage til den almindelige søger. Anvender man en iOS eller en NFC-løs enhed er parringssekvensen noget mere kompleks for man skal tilvælge QX10’erens WiFi forbindelse manuelt for at parre enhederne.

Så snart telefon og QX10 er tilsluttede, hvilket tager omtrent ti lange sekunder, springer optikken villigt frem og ens motiv er, forhåbentligt ikke, løbet videre. Skal skudet hurtigt i kassen, kan man dog altid tage et billede med udløserknappen på siden hvorefter billedet gemmes på microSD kortet.

Omverdenen hakker

Kamera og telefon taler nu samme sprog og alt hvad QX10’eren ser, fødes trådløst til mobilskærmen. Selve fremvisningen har nogen forsinkelse, og motivet må ikke røre for meget på sig, hvis det rigtige øjeblik indfanges. Under videooptagelse hakker visningen så meget at man får svært ved at indramme motivet korrekt.

Fokuseringen er hæderlig og rammer sjældent ved siden af, på nær når lyset dæmpes, hvor den kan blive tøvende. Generelt er QX10 udfordret i svagt lys da den hverken har indbygget flash eller kan ty til telefonens eget flash – hvorfor telefonens eget kamera i visse tilfælde faktisk gør det bedre i intimbelysning.

Den trådløse forbindelse er en flaskehals i daglig brug, hvorfor det er velset, at Sony giver muligheden for at overføre billederne i reducerede formatter på delevenlige 2 eller 5 megapixels. Til sidst ærges man over Sonys PlayMemories applikationens manglende avancerede og kreative funktioner. Her er ingen filtre, og kun få manuelle indstillinger.

Glimrende billedkvalitet i dagslys

QX10 er udstyret med 10 gange zoom som løber fra 25 til 250mm, og kan derved få det hele med, lige fra bred vidvinkel til lang telefoto. Generelt er billederne detaljerede og veleksponerede, og giver alle telefonkameraer baghjul i fuldt dagslys. Zoomer man helt ind daler billedkvaliteten dog en del.

Når lysene slukkes leverer, den relativt langsomme optik på f/3,3 i vidvinkel og f/5.9 i fuld telefoto, skuffende resultater, især fordi hverken QX10 eller den parrede telefon kan flashe et skud lys, til at opklare motivet.

Videooptagelser foregår i Full HD i 16 mbps, rimeligt, men den optiske billedstabilisation gør sit arbejde godt og man tager veleksponeret og detaljerig video med QX10 – mens søgeren hakker gevaldigt. Wifi forbindelse tillader samtidigt ikke at overføre filen trådløst, så man skal have fat i micro-SD kortlæseren før videoen kan ses og deles.

I mørke har QX10 (øverst) det ualmindeligt svært oppe mod dens dyrere storebror, QX100 (nederst).

Fanget et sted mellem fortiden og fremtiden

Sony QX10 er et forsøg på et banebrydende produkt. At kunne udvide telefonens ofte mangelfulde fotoudstyr, ved at klipse et ’connected objektiv’ på er en fiks løsning og der skal ikke herske tvivl om, at konceptet er lovende, men brugeroplevelsen er på højde med de allerførste digitalkameraer fra sidste årti.

Sonys implementation er bare for kluntet, langsom, begrænset og frustrerende at anvende. Havde Sony gjort enheden mindre og nemmere at parre, forbedret softwaren og givet andre applikationer adgang til kameraet ville Sony stå med et vinderprodukt. Men som det er nu er der ingen fordele ved at forbigå almindelige WiFi-kompatible kameraer – kun unødige frustrationer.

Sony QX10 får derfor 3 ud af 6 stjerner.

Sony QX10 fås i farverne sølv eller sort, til en dagspris på 1250,- kroner.

Fordele:
– Glimrende billede og videokvalitet i daglys
– 10 gange zoom

Ulemper:
– Ingen trådløs video
– Sløv og besværlig at håndtere
– Kun få kreative funktioner
– Inkompatibel med Snapchat, Instagram eller andre fotoapps
– Kan ikke monteres på phablets eller større

Redaktionen fastholder fokus på sagen

Emnet er stadig aktuelt. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. 7/3/2014 publicerede redaktionen artiklen Kommende mobiler i marts – Den finder du her. Redaktionen dækker emnet fortløbende. Se seneste nyt her.