Test: Sony Xperia XZ3 – En værdig konkurrent

Anmeldelse: Sony Xperia XZ3 er navnet på eletronikgigantens seneste flagskib. Den er et friskt pust fra Sony med et mere moderne udseende

Test: Sony Xperia XZ3 – En værdig konkurrent

Sony er tilbage med et nyt flagskib, Xperia XZ3, som vi har fået lov at teste. Sony der kæmper mod faldende markedsandele på smartphone markedet, har endelig opgivet det flere år gamle firkantede design. Men skal Sony tilbage igen, så er det også nødvendigt. Sony Xperia XZ3 kommer nemlig i et helt nyt design og med en ny P-OLED skærm. Væk er endelig IPS displayet.

Heldigvis er der stadig IP68 certificering og er nærmest rent Android, denne gang med nyeste Android 9 Pie. Sony Xperia XZ3 bliver dermed den første mobil, der er annonceret med Android 9 installeret fra fabrikken.

Læs også: Test: Sony Xperia XZ2 – En ny start

Fordele:

  • Flot skærm
  • God lyd fra stereohøjttalere
  • Android 9 uden mange producenttilpasninger
  • Lysstærkt selfiekamera
  • Masser af kræfter
  • Flot design og godt bygget

Ulemper:

  • Batteritiden
  • Langsom oplader i salgsæsken
  • Bokeh kamerafunktionen
  • Til tider hakkende kamera app
  • Meget glat overflade
  • De 4GB RAM virker til at begrænse multitasking
 
sony xperia xz3
Sony Xperia XZ3. Foto: Mobilsiden.dk

Nyt design fra Sony

Hvor har vi længe ønsket et nyt design på Sonys mobiltelefoner. Med Xperia XZ3 er det her endelig og det er lækkert. Designmæssigt er den en mellemting mellem Samsung Galaxy S9+ og HTC U11. På forside og bagside buer glasset, beskyttet af Gorilla Glass 5, ind mod aluminiumsrammen. Selve bagsiden runder også en smule, men den kan stadig bruges liggende på et bord, hvor forgængeren til dette var helt umulig.

Fordi forside og bagside buer, så får den en relativt tynd ramme. Kombineret med det glatte glas og den rundede bagside, så føler man ikke man har det bedste grep omkring Xperia XZ3, og man bliver dermed bange for at tabe den. Ved længere opkald er den heller ikke behagelig at holde om. 

Xperia XZ3 har fået en større skærm end XZ2, men er som sådan ikke større. Den er lidt højere, men til gengæld meget tyndere.

Derudover minder designet meget om forgængeren: fingeraftrykslæser, kamera og knapper sidder samme sted som sidst.

sony xperia xz3
Bagsiden på Xperia XZ3 ser ud som på forgængeren. Foto: Mobilsiden.dk

Generelt virker den langt mere moderne end XZ2 og byggekvaliteten er bestemt blandt de allerbedste. Det er en fornøjelse at kigge og holde på Xperia XZ3. I forhold til fx OnePlus 6 kan man tydeligt mærke en kvalitetsforskel.

Specifikationer på Sony Xperia XZ3

Sony Xperia XZ3 specifikationer 
Mål og vægt 158 x 73 x 9.9 mm
Skærm 6,0 tommer P-OLED, 1440 x 2880 pixel, 18:9
Processor Snapdragon 845
Batteri 3.300 mAh
RAM / Internt Lager 64GB / 4GB med plads til MicroSD op til 512GB
Kamera Bagkamera 19MP f/2, frontkamera 13MP f/1.9
Software Android 9 Pie
Andet Stereo fronthøjttalere, IP68, Triluminos display, trådløs opladning
Vejledende pris / farver 6.499 kroner / sort, grøn, sølv og pink
sony xperia xz3
Sony Xperia XZ3 har buet glas på forside og bagside. Intet jackstik. Foto: Mobilsiden.dk

Sony Xperia XZ3 ræser afsted

Det er ikke ligefrem nyheder, der ligger under motorhjelmen på Xperia XZ3. Det er Snapdragon 845, 64GB lagerplads og 4GB RAM. En klassisk sammensætning for et 2018 flagskib, lige bortset fra de kun 4GB RAM. Der er desuden også plads til et MicroSD på op til 512GB. 

Test: Huawei P20 Pro – Skyder med skarpt

I sammenspil med hardwaren bruges seneste Android version, Android 9 Pie. Det er ikke kæmpestore ændringer vi ser i Android 9, men i stedet subtile forbedringer. Det er designmæssigt nydeligt at se på. Flotte grafiske overgange, overskuelige menuer og hurtigindstillinger. Jeg er klart fan af det, ligeover lydkontrollen, som virker mere besværlig end tidligere.

Sony har lanceret en ny feature, som skal gøre enhåndsbetjening nemmere. Det er en AI styret menu, kaldet Side Sense, som dukker op ved dobbelttryk på siden af displayet. Heri er dine mest brugte apps, samt genveje til de mest brugte hurtigindstillinger. Jeg brugte det i starten, men endte med at slå det fra, fordi det dukkede op på tider, hvor jeg ikke specifikt havde bedt om det. Så det blev mere til irritation end en hjælp.

Jeg kan kun rose Sonys tilgang til Android på. Det fungerer rigtig godt og vi ville ønske flere ville gøre som dem. Side Sense er dog mest en gimmick.

Artiklen fortsætter under billederne…

sony xperia xz3
Android 9 Pie på Xperia XZ3 fungerer rigtig godt. Foto: Mobilsiden.dk

Kun 4GB RAM?

Det er jo ikke fordi at 4GB RAM som sådan er lidt, men for et 2018 flagskib så er det. Jeg ville normalt ikke have et problem med det, men jeg synes jeg oplever udfordringer. Om det så er pga. mængden af RAM eller om det er telefonens ramstyring, kan jeg ikke svare på.

Men spiller jeg et spil og går ud af det, for at læse en besked eller mail, og hopper derefter ind i spillet igen, så har mobilen i mellemtiden lukket spillet ned. Hører jeg noget musik og tager et billede med kameraet, så lukker mobilen ned for musikappen. Altså ikke bare pauser det, men lukker app’en helt ned.

Forhåbentlig kan en softwareopdatering rette dette.

sony xperia xz3
Vi elsker den nye P-OLED skærm i Xperia XZ3. Foto: Mobilsiden.dk

Uhh den skærm Sony!

Sony har med Xperia XZ3 introduceret en spritny skærm. Den gamle IPS teknologi er droppet, til fordel for et nyt P-OLED panel, med en masse fine teknologier, hentet direkte fra Sonys TV afdeling: HDR, X-Reality og Triluminos. Det lyder fint.

Opløsningen er 1440×2880 pixel og formatet 18:9. Det er en gevaldig fremgang for Sonys smartphone displays. Utroligt flotte farver og masser af lys til udendørs brug. Samsung har længe været kendt for, at producere de bedste AMOLED paneler, men Sony er en reel konkurrent til dette nu. Der er måske ikke helt så meget lys, som vi ser det i Galaxy Note9, men det er ikke langt fra. Til gengæld er kontrasten bedre i Sonys display. Vi er meget imponerede. Hvem der producerer skærmen for Sony, ved vi desværre ikke, men de gør det godt.

Lyden fra telefonen kommer fra to højttalere, som Sony kalder for S-Force. De ene højttaler er selve ørestykket, hvor den anden er gemt lige under Sony logoet på forsiden. Dvs. spiller man fx et spil og holder på top og bund på telefonen, så får man aldrig dækket for lyden. Noget der ofte sker på andre telefoner.

Jeg kan sagtens leve
med den kortere batteritid,
når bare opladning sker tjept.
Men det gør den bestemt ikke.

Den spiller højt og godt, for en mobiltelefon. Det er en fornøjelse at se video og spille spil på den. Den spiller dog ikke nær så godt som Samsung Galaxy Note9, men det er stadig godkendt.

Sløv opladning

Batteriet i Sony Xperia XZ3 er på 3.300 mAh. Det er ikke den mest holdbare telefon, når vi snakker batteritid, men jeg får i gennemsnit en dags brug ud af den. Jeg kan sagtens leve med den kortere batteritid, når bare opladning sker tjept. Men det gør den bestemt ikke. 

Sony Xperia XZ3 understøtter Quick Charge, men den kommer med en standard 5V/1.5A oplader. Dvs. det tager sådan cirka tre timer, at lade den fra 0-100 procent. En trist oplevelse.

Test: OnePlus 6: Utrolig meget mobil for pengene

xperia xz3 batteri
Batteriet er ikke fantastisk på Xperia XZ3 og opladningen er sløv. Foto: Mobilsiden.dk

Kameraet er genbrug fra forgængeren

Det er samme sensor man finder i Xperia XZ3, som også sad i forgængeren Xperia XZ2. Her er desværre ikke noget dobbelt eller tredobbelt kamera. Det er en 19 megapixel sensor med en blænde på f/2. Den har laserfokus samt PDAF, phase detect autofocus. Sjovt nok har frontkameraet en blænde på f/1.9, og gør det faktisk meget bedre når lyset forsvinder.

Brugerfladen i kameraet har fået en overhaling, og det ser nu meget mere moderne og simpelt ud. Det fungerer som regel også ganske godt. Dog kan man opleve en del hakken, hvis man tager flere billeder i træk. Noget der kan være frustrerende, når man vil tage flere billeder af noget der bevæger sig, da det er svært at se om man fangede det ordentligt.

sony xperia xz3
Nyt design til kamera app’en i XZ3. Foto: Mobilsiden.dk

Den dedikerende kameraudløser er der stadig, om man så kan lide den eller ej. En venstrehåndsbruger som mig, synes den er irriterende. Men så kan man heldigvis bare slå den fra. 

I daglys tager kameraet rigtig fine billeder. Farver er ikke overdrevne, som man ofte ser i andre mobiler. Der er god kontrast og eksponeringen er generelt rigtig fin. Desværre er der stadig en lidt for aggressiv efterbehandling, som forsøger at øge skarpheden i billederne. 

I dårlig belysning kæmper kameraet bravt, men må ofte give op. Billederne bliver grynede og fyldt med støj, samtidig med at billederne bliver meget rødlige. Her er Sony langt efter konkurrenterne. 

Med en enkelt kameralinse formår Sony stadig at lave bokeh billeder, som slører baggrunden og lader forgrunden, af et billede, være i fokus. Det sker ved at der bliver taget to billeder: et med fokus foran og et med fokus på baggrunden. Man skal være tålmodig med det og det samme skal den eller det, som man tager billedet af. Resultatet er ofte meget ringe, specielt sammenlignet med konkurrenterne, som har dedikerede telephoto linser. Der er alt for mange fejl i selve sløringen, hvor forgrundens elementer også tit bliver slørede.

Artiklen fortsætter under billederne…

sony xperia xz3
Billedet tage med Sony Xperia XZ3 i dagslys. Her ser vi for meget efterbehandlig. Foto: Mobilsiden.dk

Skal du købe Sony Xperia XZ3?

Min oplevelse med Sony Xperia XZ3 har generelt været rigtig god. Jeg er vild med skærmen, Sonys software og det nye design på telefonen.

Men jeg er knap så vild med kameraet og batteriet. To meget vigtige punkter i nutidens smartphones. Er der noget vigtigere egentlig? Batteriet kunne jeg leve med, hvis jeg lynhurtigt kunne lade det op igen. Men med laderen fra salgsæsken, så sker det bestemt ikke.

Prisen er dog rimeligt fornuftig, da den lyder på vejledende 6.499 kroner. Lidt sjovere end knap 8.000 for en Galaxy Note9. Men det er svært ikke at sammenligne med fx en Samsung Galaxy S9+, som lige nu kan fås til omkring 5.000 kroner. Eller en Huawei P20 Pro, som koster omkring 5.500 kroner. Her får man langt bedre kamera og også batteri, samt hurtigopladning.

Hvorfor skal man så købe Sony Xperia XZ3? Den skiller sig ikke rigtig ud på nogle punkter, desværre. Man får dog en rigtig god softwareoplevelse. Fans af Sony vil dog uden tvivl elske den, men vi har svært ved at se den overtage markedsandele fra konkurrenterne.

Sony Xperia XZ3 lander på 4,5 stjerner ud af 6.

Test: Samsung Galaxy S9 og S9+: Ingen revolutioner her

Efterfølgende om sagen

Her finder du efterfølgende nyt og link til de seneste nyheder om temaet. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 17/9/2018 rettede vi nyt fokus på sagen med sagen om OnePlus arbejder på fremtidens smart-tv – Historien kan du læse her. Du finder seneste nyt her.