Dell Venue 8 Pro anmeldelse – ikke tænkt færdig [TEST]

Dell Venue 8 Pro indeholder mange gode funktioner og ideer, men det er som om produktet ikke er tænkt færdigt.

Dell Venue 8 Pro anmeldelse – ikke tænkt færdig [TEST]

Markedet for små tablets på omkring syv til otte tommer har været kraftigt stigende, og det lader til at de fleste producenter har fået øjnene op for det potentiale der ligger i denne kategori.

Vi har set meget velfungerende små tablets fra for eksempel Samsung og Apple, der kører henholdsvis Android og iOS.

Dell vil også være med på vognen, og har lanceret Dell Venue 8 til Android, og Dell Venue 8 Pro, der kører den fulde version af Windows 8.1

Vi vælger her at kigge på sidst nævnte, Dell Venue 8 Pro, der er en fuld PC med Windows 8.1 – Der er altså ikke tale om en enhed med Windows RT, men den fulde version af Windows, pakket ned i en otte tommer tablet.

Helt overordnet kan man måske stille sig selv spørgsmålet, hvorvidt det er nødvendigt med en fuld PC i lille tablet format, men tænker man tanken lidt videre, kan det faktisk give rigtig god mening.

Læs også: Dell Venue 11 Pro anmeldelse – Mobilkontor i topklasse! [PRODUKTTEST]

En otte tommer tablet-PC fylder meget lidt, og for den travle forretningsmand eller kvinde, der gerne vil have alt med hele tiden, giver det rigtig god mening. Enheden kan nemt ligge i en taske, og hvis den samtidig kan tilsluttes en større skærm og eksternt tastatur og mus, er man hurtigt i gang med mere krævende opgaver.

Men holder konceptet med Dell Venue 8 Pro?

Muskel tablet med gummiarme

Dell Venue 8 Pro indeholder en Intel Atom processor på 1,33 GHz, der kan boostes til 1,8 GHz quad core, og sammen med 2GB RAM burde det være nok til Windows 8.1

Systemet kører flydende og uden lag eller hak, men ventetiden på at åbne lidt større programmer, kan godt føles en anelse længere, end på en almindelig PC eller laptop.

Med andre ord, kører enheden forrygende som tablet med apps til Windows 8.1, men med fulde PC-programmer kan der opstå lidt ekstra ventetid.

Skærm – behagelig betragtning

Selve skærmen er svær at udsætte noget på. Selv om Dell Venue 8 Pro ikke har prædikatet Full HD, så leverer den en rigtig flot præstation med IPS skærm med HD-opløsning (WXGA 1.280 x 800), der står skarpt og med pæne farver. Betragtningsvinklerne er brede, så displayet kan læses fra selv spidse vinkler.

Skærmen reagerer hurtigt og præcist ved berøring, og kun i forbindelse zoomen ind eller ud, kan billedet blive en anelse mudret.

Læs også: Samsung Galaxy Note Pro 12.2 Tablet anmeldelse: Pro-duktiv eller Pro-fessionel? [TEST]

Et lille minus ved skærmen er, at den kan være lidt svær at aflæse, hvis solen eller andre lyskilder rammer dens overflade. Lyset bliver reflekteret, og skærmen dermed mindre læsbar.

En ting jeg har haft lidt svært ved at vende mig til, er at Dell har flyttet ”Home-knappen” (den med Windows logo) ud på rammen som en fysisk knap.
På Microsofts Surface og Dell Venue 11 Pro sidder knappen i rammen under skærmen, som en touch-knap, hvilket for mig virker mere naturligt. Det kan blive lidt krampagtigt at finde knappen, hvis man ikke hele tiden holder en finger på den, hvilket giver små irritationsmomenter.

Windows 8.1 på lille skærm holder ikke helt

Der har været meget snak om, hvorvidt fulde PC-programmer egner sig til en touchskærm, hvis de ikke er optimeret til brug med klør fem.

Problemstillingen bliver endnu mere tydelig, når størrelsen på skærmen falder til 8 tommer, og knapper og ikoner tilsvarende skrumper ind.

Det kan være overordentligt svært at ramme de rigtige ting på skærmen, når man bruger fingeren, frem for et spidst museikon. Selv office-programmer som Word og Excel kan være svære at betjene på den lille skærm, selvom Microsoft hævder at de er optimeret til touch.

Problemstillingen er ikke enestående for Dell Venue 8 Pro, men skal i stedet adresseres til softwareudviklerne, der måske ikke har haft de små enheder i tankerne, da de udviklede deres programmer.

Du bør derfor overveje nøje, hvilke krav du har til en tablet, og om de kan indfries med en otte tommer tablet med Windows 8.1

Der mangler tilslutningsmuligheder

HDMI-port eller lignende må man kigge langt efter på Dell Venue 8 Pro. Det er dog muligt at anvende enheden sammen med en ekstern skærm, men det kræver brug af Miracast, der igen stiller krav til den eksterne skærm eller ekstra tilbehør.

Da enheden kører fuld Windows 8.1 ville det være rart, hvis den var forsynet med en almindelig USB-port og tilslutning til ekstern skærm.

Læs også: Jabra Pro 935 – Allround headsettet til kontoret [TEST]

Der findes kun micro-USB som dog gør det muligt at tilslutte for eksempel ekstern mus, tastatur og USB-stik, men det kræver en ekstra adapter, som skal købes særskilt.

Micro-USB anvendes også til opladning, hvilket vil sige, at du ikke kan have enheden tilsluttet en oplader, mens du benytter ekstern mus eller tastatur via samme port.
Eneste måde at komme omkring denne problemstilling er, ved at tilkoble mus og tastatur via Bluetooth.

Cover og eksternt tastatur flopper

Dell sælger gerne et eksternt Bluetooth-tastatur til enheden, men til forskel fra Venue 11 Pro, kan tastaturet ikke klikkes fast på enheden. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer, da man nu skal tænke på, hvordan man skal opbevare tastaturet samme med Venue 8 Pro.

Dell mener de har svaret, med et flip-cover til Venue 8 Pro. Coveret fungerer i princippet som mange andre flipcovers, men låget der lægges over skærmen er ikke forsynet med indvendige magneter eller andet der holder det fast, hvilket betyder at låget har en tendens til at springe op.

Yder mere er der i coveret ikke indbygget funktionalitet, til at fortælle Venue 8 Pro, hvornår låget er lukket. Derfor skal du selv huske at slukke enheden når du lukker låget. En funktion, der næsten er standard på mange andre tablets.

Dell har på ydersiden af låget indbygget nogle magneter, som skulle kunne holde på tastaturet, der også har indbyggede magneter. Men faktum er, at disse magneter er meget svage, og tastaturet falder af i tide og utide.

Nu skulle man tro, at jeg var færdig med at skyde på uhensigtsmæssigheder i tastaturet, men det slutter ikke her.

På andre tablets forsynes tastaturet med strøm fra batteriet i tablet´en, eller via et indbygget opladeligt batteri.

Dell har valgt at forsyne tastaturet med strøm fra to cr2025 batterier, der skal udskiftes når de er flade. Det vil sige, at du ikke kan oplade tastaturet via en lader, men skal ud og finde en forretning, der forhandler nogle specifikke batterier, hvis du vil arbejde videre med tastaturet.

Læs også: Samsung Gear 2 anmeldelse: En nem, men begrænset oplevelse [TEST]

Da Dell Venue 8 Pro er konstrueret som en kompakt tablet, er tastaturet også dimensioneret derefter. Det betyder lille tastatur, der kan virke som en nødløsning på farten, men til udfærdigelse af større afhandlinger bliver det simpelthen for lille.

Kamera med hæderlig præstation

Dell Venue 8 Pro har et 5 megapixel primært kamera og et 1,2 megapixel frontkamera.

Det primære kamera performer hæderligt, og det er nok også svært at kræve mere af et kamera på 5 megapixel uden flash eller fotolys. Her kan man for alvor sige, at du får hvad du betaler for!

Billederne bliver acceptabelt skarpe, men zoomes der bare ganske lidt ind, bliver billedet hurtigt grynet og uskarpt i sit udtryk.

Frontkameraet kan fint bruges til små selfies eller videosamtaler over Skype, men så rækker evnerne heller ikke meget længere.

Batteriet – Nok til en arbejdsdag

Batteriet holder det meste af en arbejdsdag, men det anbefales at slutte enheden til en lader, hvis du anvender Venue 8 Pro som arbejdscomputer på kontoret.

Læs også: HTC One Dual SIM anmeldelse: Skræddersyet til businessklassen

Her skal Dell have stor ros for, at have konstrueret enheden, så den kan oplades via gængse micro-USB ladere, da dette formindsker antallet af opladere man behøver at slæbe med sig.

Konklusion – Venue 8 Pro er ikke tænkt færdig

Som helhed virker Dell Venue 8 Pro ikke gennemført. Der mangler ganske enkelt funktionalitet og funktioner, hvis man skal kunne anvende enheden som både tablet og PC.

Som tablet alene virker enheden overbevisende, hvis man holder sig til touch-optimerede apps og modern-UI. Her får man et overordentligt kraftfuldt produkt, der på de fleste områder kan tåle sammenligning med konkurrenterne.

Som PC har enheden helt klart sine begrænsninger, da skærmstørrelsen gør det svært at anvende fulde PC-programmer uden ekstra tilsluttet udstyr.

De manglende tilslutningsmuligheder, som for eksempel HDMI og USB-port sætter også en begrænsning for, hvilket udstyr der kan tilsluttes. Det kan betyde manglende funktionalitet, hvorfor du nøje bør overveje, om Dell Venue 8 Pro har hvad der skal til, inden du investere i enheden.

Prisen er dog særdeles overkommelig, 2.399 kroner for en WiFi-udgave med 32GB eMMC harddisk.

Dell Venue 8 Pro lover som sådan ikke noget den ikke kan holde, men har helt klart sine begrænsninger.

Det virker besynderligt, at Dell Venue 8 Pro er så ugennemtænkt, når storebror Venue 11 Pro fremstår lige modsat, som et virkelig gennemtænkt produkt, hvor det skinner igennem, at der er kælet for detaljerne.

Hvis vi skulle bedømme den som henholdsvis tablet og PC, ville den som tablet få 4 stjerne, mens den som PC kun ville modtage 3 stjerner.

Den samlede bedømmelse af Dell Venue 8 Pro lander på 4 ud af 6 stjerner.

Det betyder mobilsiden.dks karakterer

FORDELE:
Kompakt størrelse
God skærm
Tablet og PC i et

ULEMPER:
Manglende tilslutningsmuligheder
Cover og eksternt tastatur flopper
Produktet virker ikke gennemtænkt

Seenste nyt om emnet

Redaktionens interesse for emnet fortsatte. mobilsiden fulgte op på sagen. 14/5/2014 kørte vi en artikel med tematikken Android opdateringer afslører nye Nexus enheder – Læs videre her. Se også seneste nyt om temaet ved at trykke her..