Godt headset med kluntet design og høj pris (produkttest)
Plantronic gør det med Voyager Pro V2 muligt at kombinere den klassiske brug af et headset til mobilen, med samtaler via Skype.
Samtidigt er der blevet gjort en hel del ud af lydoplevelsen for begge parter i samtalen, hvilket er sket gennem blandt andet indbygget støjreduktion.
Over en periode har vi prøvet headsettet af på vores salgskontor, for at finde ud af, om man får noget for sine penge.
Både mobil og computer
Selve parringen af mobilen og headsettet gik helt smertefrit -tidligere har jeg bøvlet en del med forskellige headsets, der ikke lige kunne finde mobilen eller omvendt, men i dette tilfælde tog det under ét minut at blive klar til start.
Med i salgsæsken følger også en mini USB-adapter, der gør, at du hele tiden på computeren kan se din tilbageværende batteritid på headsettet – har du en iPhone, kan du se den restende batteritid direkte på mobilen.
Er du samtidig bruger af Skype, kan du også bruge headsettet via din PC, så længe du har USB-adapteren tilsluttet din pc.
En rigtig smart funktion er, at taler du i telefon, så bliver din Skype-status sat som værende “optaget”, og så snart du afslutter din telefonsamtale, ja så skifter din Skype status tilbage til “ledig”.
Headsettet besvarer selv opkald
En anden ret smart feature er, at hvis man har headsettet liggende på bordet og ens telefon ringer, så er det bare at tage headsettet på øret, så sørger den indbyggede censor for, at headsettet automatisk besvarer opkaldet.
På samme måde registrerer headsettet også, at har du det liggende på bordet, og der kommer et indgående opkald, så ringer både din telefon og dit headset, og du kan her vælge, om du vil tage mobilen i hånden og besvare opkaldet, eller om du vil tage headsettet på øret.
Indgående opkald kan også besvares ved et let tryk på siden af headsettet.
Optimering af lyden
En anden funktion, som er ret god når man sidder på kontor, er det som Plantronic kalder “SoundGuard”.
SoundGuard er en teknologi som gør, at høje toner over 118 decibel automatisk bliver filtreret bort, så du ikke får lyden i dit øre. Hvem har ikke prøvet at ringe til en fax for derefter at få en høj hyletone direkte i øret? Det er den slags, man slipper for med SoundGuard.
Lydkvaliteten har jeg ikke kunne sætte en finger på – headsettet er udstyret med to støjreducerende mikrofoner, således at det værste baggrundstøj sorteres fra, og personen i den anden ende primært hører din stemme.
Jeg har på kontoret testet samtalekvaliteten med radioen kørende i baggrunden, med volumen sat lidt højere end jeg normalt ville have gjort, og personen i den anden ende har udelukkende kunne høre min stemme.
God lyd ved bilkørsel
Jeg har også testet headsettet i bilen for at se, hvor meget baggrundstøj der kom ved en hidsig acceleration – og også her blev baggrundsstøjen sorteret godt fra.
For at sætte det lidt på spidsen prøvede jeg at køre med nedrullet vindue i passagersiden på motorvejen, og her var samtalekvaliteten stadig rigtig god.
Som sammenligning prøvede jeg at skifte mellem headsettet og tale direkte i telefonen, og her vandt headsettet med flere længder.
Batteritiden har jeg også været meget positiv overrasket over. Headsettet er tændt og på stand-by hele arbejdsdagen – og med et par timers samtale om dagen, holder headsettet tre arbejdsdage, hvilket er mere end godkendt.
Mellem to stole
Jeg synes Plantronic Voyager Pro V2 sætter sig mellem to stole.
Funktionen med at være koblet sammen med PC’eren og tale over Skype, se restende batteritid, signalerer brug til kontor.
På den anden side, syntes jeg ikke at det er behageligt at sidde med headsettet på øret over længere tid, hvilket jo ikke harmonerer så godt med at sidde på kontor.
Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, og hvad man er til, men personligt foretrækker jeg et headset med bøjle, fremfor et der sidder direkte på øret.
Det resulterer for mit vedkommende i, at jeg tager headsettet af og på mange gange i løbet af dagen. Og her kommer min anden anke så, jeg har endnu ikke formået at tage headsettet på med én hånd, og da headsettet samtidig besvarer opkaldet via sensoren, sker det tit, når man prøvet at tage det på. Det har jeg siddet og fumlet lidt rundt med et par gange.
Nu har jeg taget konsekvensen og bruger konstant to hænder når jeg skal tage det på, specielt hvis jeg har et indkommende opkald.
Konklusion – godt, grimt, dyrt
Den samlede vurdering ender på 4 ud af 6 stjerner.
Det trækker ned for mit vedkommende, at jeg i længden bliver træt af at sidde med headsettet på – og at det er grimt designet, samt svært at tage på.
Lyden er derimod blandt det bedste vi endnu har oplevet, men prisen skræmmer. Omkring 1.500 er virkelig mange penge for et headset.
Eksternt link:
– Plantronic Voyager Pro V2 kan købes hos bl.a. Headset.dk