VDO Dayton PN 6000 (TV og GPS) – produkttest
VDO Dayton PN 6000 er det kryptiske navn på en multienhed med 5,6 tommer trykfølsom skærm og multi betyder virkelig multi, for den kan en hel masse!
GPS med dør til dør navigation samt modtagelse af digital tv via DVB-T er produktets to hovedfunktioner. Med andre ord, når du f.eks. er navigeret frem til ferie-destinationen, kan du bruge enheden til at se TV på.
Navigation
Den store skærm er en fornøjelse at bruge til navigation.
Der medfølger kort over Vest og Østeuropa, med talt vejledning og de funktioner som en GPS-enhed bør indeholde. Om man kan lide selve systemet, er en smagssag – men det generelle er, at det fungerer. Også trafiksystemet TMC er understøttet.
Enheden er lynhurtig til at finde din GPS-position, og den opretter forbindelse til et stort antal satellitter, hvilket giver en yderst præcis stedangivelse.
Digital TV via DVB-T
Der kan modtages TV via det jordbaserede digitale sendenet DVB-T, dog ikke under kørsel på grund af sikkerheden. Der fås noget tilbehør, der muliggør modtagelse, mens bilen kører, der kan anbefales, hvis medpassagerne skal se TV imens.
Generelt kan tv-modtagelse i bilen ikke anbefales, da sendestandarden DVB-T ikke egner sig særlig godt til en kørende bil.
Billedekvaliteten er rigtig god, men selvom en antenne monteres (medfølger i pakken) er det ofte vanskeligt, at få et stabilt signal – i hvert fald her, hvor vi har testet.
Alt det andet
Spil, musikafspiller, videoafspiller, tekst-tv, Bluetooth, elektronisk programguide til tv-kanalerne osv. Jo, der mangler ikke muligheder i VDO Dayton PN 6000. Men det er og bliver en biting, hovedvægten af opmærksomheden skal lægges på TV og GPS.
Er det pengene værd?
Vil du gerne have noget for pengene er PN 6000 en overvejelse værd. Aktuelt ligger prisen mellem 4000 og 4300 kroner.
Til dagligt kan du bruge tv-modtageren i f.eks. badeværelset, mens du gør dig klar til jobbet, i køkkenet når madpakken eller aftensmaden skal klares – eller måske på kontoret når du er på job. Når du skal afsted, skifter du blot over til navigation, og kommer på farten.
Set i det lys, er anvendelsen meget bred. Det fine er, at du ikke blot har en dyr enhed liggende i skuffen – men aktivt kan benytte den hver eneste dag.
Pakken indeholder blandt andet holder til bilen, lader til bil og 230V, antenner, kort m.m.
Desværre halter betjeningen lidt – det er langt fra alt i menuerne m.v. som er lige logisk, og du skal regne med en del øvelse, inden du får den fulde glæde af produktet. Men bruger du tiden på det, er der virkelig meget for pengene.