OnePlus 13 kommer til Danmark i januar 2025
OnePlus har annonceret, at deres nye flagskibsmodel, OnePlus 13, bliver lanceret verden over, herunder Danmark, i januar 2025. OnePlus 13 bliver tilgængelig i tre nye farver, nemlig Midnight Ocean, Black Eclipse og Arctic Dawn.
Se også: OnePlus 13 lanceret: Specifikationer og pris
Lynhurtig processor, AI og IP-certificering
Den nye OnePlus 13 udmærker sig ved at være en af de første telefoner med Qualcomms nye Snapdragon 8 Elite-chip. Den billigste variant kommer med 256 GB lagerplads og 12 GB RAM, men den kan konfigureres med helt op til 1 TB lager og 24 GB RAM.
OnePlus 13 kører Android 15 med sin egen softwaretilpasning kaldet OxygenOS 15. Udover det er OnePlus 13 også den første OnePlus-telefon nogensinde, der får IP68 + IP69-certificering. Tidligere OnePlus-telefoner har sagtens kunne klare vand og støv, men aldrig haft certificeringen.
OnePlus 13 i farven Midnight Ocean er også den første smartphone med vegansk mikrofiberlæder. Dette materiale skulle give en lækker følelse, og så er den samtidig modstandsdygtig over for ridser og andre mærker.
Black Eclipse-farven imponerer med en raffineret sort rosewood-struktur i glas, som giver et realistisk træmønster med en fin og elegant finish.
Den sidste farvevariant er Arctic Dawn, som introducerer en ny glasbelægning, der giver en behagelig overflade, som ifølge OnePlus er fri for fingeraftryk.
Se også: Priser & tilbud på telefoner fra OnePlus
Skærm og kamera i top
Virksomheden DisplayMate har for nyligt testet den nye 6,82 tommer 120 Hz OLED-skærm i OnePlus 13. Som den første skærm i en telefon har den fået bedømmelsen A++.
Øjenbelastning ved at kigge for meget på mobilskærm er et kendt fænomen. Dette forsøger OnePlus at undgå med en ny RadiantView-teknologi, som sikrer en optimal visningsoplevelse – selv i skarpt sollys.
Står du i regnvejr, kan den nye teknologi kaldet Aqua Touch 2.0 gøre smartphonen endnu nemmere at betjene selv under våde forhold. Teknologien fungerer ved, at den registrerer vanddråber og tilpasser berøringsindstillingerne derefter, hvilket sikrer en problemfri brugeroplevelse i al slags vejr.
OnePlus 13 er udstyret med et 5. generations Hasselblad-kamera, der sikrer, at brugerne af OnePlus 13 får gode muligheder for at tage knivskarpe fotos.
Derudover er der også 4K Dolby Vision-teknologi i kameraerne. Teknologien gør det muligt at optage videoer i biograflignende kvalitet.
Se også: Top 5: De absolut bedste mobiler
OnePlus 13: Pris og lancering i Danmark
Vi forventer, at OnePlus 13 vil få en dansk pris på mellem 7.499 kroner og 7.999 kroner. OnePlus 13 bliver, som vi nu ved, officielt lanceret i Danmark i løbet af januar og klar til salg ikke længe efter.
Flere detaljer om OnePlus 13, herunder den nøjagtige dato for den globale lancering, bliver offentliggjort i de kommende uger.
Alternativer til OnePlus 13
Hvis OnePlus 13 ikke er noget for dig, er der heldigvis en masse spændende telefoner på vej, som står til at blive nogle gode alternativer til OnePlus 13.
Nogle af de bedste alternativer til OnePlus 13 bliver kommende Android-topmodeller som Samsung Galaxy S25 Ultra, som også forventes lanceret til januar, samt Xiaomi 15 Pro. Er du mere til iPhones, er iPhone 16 Pro og iPhone 16 Pro Max de bedste alternativer, indtil der kommer nye iPhones i september 2025.