Audis billigste elbil: Se specifikationer og mulig dansk pris

Audi har løftet sløret for A2 e-tron i Tyskland med lovende specifikationer og op til 649 km rækkevidde. Se den forventede danske pris på den nye elbil her.

Audis billigste elbil: Se specifikationer og mulig dansk pris

Audi er klar med de første specifikationer og startprisen i Tyskland på deres kommende kompakte elbil, A2 e-tron.

Modellen, der for nylig blev spottet i København, byder på imponerende rækkevidde, og vi har allerede et godt bud på den danske pris.

Se også: Alle elbiler fra Audi

Volkswagen ID.3 Neo i ny forklædning

Audi A2 e-tron, som designmæssigt trækker på den oprindelige Audi A2 fra 1999 til 2005, bygger på MEB+-platformen og deler meget teknik med Volkswagen ID.3 Neo. Audi har formået at presse forbruget helt ned på 13,0 kWh/100 km – ID.3 Neo ligger til sammenligning på 14 kWh/100 km.

Det giver Audi A2 e-tron en meget imponerende WLTP-rækkevidde på op til 649 kilometer.

 

Se også: Nyheder om Audi

Hvad bliver den danske pris for Audi A2 e-tron?

I Tyskland oplyser Volkswagen-koncernen, at Audi A2 e-tron får en startpris fra 38.200 euro. Til sammenligning koster Volkswagen ID.3 Neo 33.995 euro.

Tager man højde for muligheden for at få 3.000 euro i købsbonus på ID.3’s indstigningsvariant, ender Audi A2 e-tron altså med at være 7.205 euro dyrere end VW ID.3 Neo med Trend-udstyrspakke.

I Danmark koster ID.3 Neo Trend 249.995 kroner. Med den tyske prisforskel in mente forventer vi, at Audi A2 e-tron kommer til at koste mellem 300.000 og 310.000 kroner i Danmark.

Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028

Passer perfekt ind i Audis portefølje

En pris i underkanten af 310.000 kroner vil gøre A2 e-tron mærkbart dyrere end flere af konkurrenterne i den kompakte klasse.

Omvendt vil den også være væsentligt billigere end den hidtil billigste Audi-elbil, Q4 e-tron, som i øjeblikket koster fra 364.990 kroner.

En Audi A2 e-tron til omkring 300.000 kroner vil altså passe ganske fint ind i Audis eksisterende portefølje af elbiler som et attraktivt indgangspunkt til mærket.

Se også: Alle elbiler i bybilklassen

Spottet i København

Den danske YouTube-kanal Pro-Street.dk fangede for nylig den kommende Audi A2 e-tron i camouflage i Københavns gader.

 

Nu har Audi selv frigivet de første foreløbige specifikationer i Tyskland, så mon ikke vi får den at se ganske snart? Volkswagen i Tyskland oplyser, at den bliver tilgængelig i løbet af efteråret 2026.