Samsung erkender skærmproblemer med Galaxy S24 Ultra
En af ulemperne ved at være blandt de første til at købe et nyt techprodukt er, at man risikerer at få et produkt, hvor der er fejl og børnesygdomme i hardware og/eller software.
Sidstnævnte lader til at være tilfældet med den nye Samsung Galaxy S24 Ultra, hvor skærmen har fremstået anderledes og mere mat end forventet, når skærmindstillingen har været sat til ”levende”.
Læs også: Test af Samsung Galaxy S24 Ultra
Samsung erkender softwarefejl
Samsung har nu erkendt problemet, skriver GSMArena.
Brugeren Ice Universe på det sociale medie X, beretter yderligere at Samsung er på vej med en ny softwareopdatering, som skal løse problemet med den ikke helt optimale skærmoplevelse.
Rettelsen skal ifølge Ice Universe gøre skærmen mere livlig og endda give gradvis kontrol over skærmen.
Helt konkret er der tale om en indstilling, der kan ændres til tre forskellige tilstande. Den første tilstand er standard farvemætning, hvor skærmen vil være mere livlig end som standard.
Den anden tilstand vil give en mere livlig farvegengivelse, som i højere grad minder om den, vi så i Galaxy S23 Ultra. Den tredje indstilling vil gå endnu længere.
Se også: Bedste priser på Samsung Galaxy S24 Ultra
Samsung S24 Ultra sælger bedre end forventet trods skærmfejl
Samsung Galaxy S24 Ultra og den øvrige S24-serie sælger bedre end forventet trods problemet med skærmen i topmodellen Galaxy S24 Ultra. Det kom til udtryk, da Samsung for nylig skruede op for salgsforventningerne.
Forventningen gik fra 12 til 13 millioner solgte enheder i løbet af første kvartal 2024.
Det er imidlertid Galaxy S24 Ultra, som sælger bedst, da den ifølge Samsung udgør 65 procent af det samlede salg.
En ramme af titanium, en ny Snapdragon-processor, en ny telefotolinse og et væld af AI-funktioner er blandt de nyheder, der lokker i Galaxy S24 Ultra.
Læs også: Samsung Galaxy S24 får syv års softwareopdateringer