Android-appbutikken Aptoide bliver officiel iOS-appbutik

Den populære alternative appbutik Aptoide, som allerede findes til Android, lancerer nu også en spilbutik til iPhone-brugere i EU.

Android-appbutikken Aptoide bliver officiel iOS-appbutik

Aptoide, som er et populært alternativ til Google Play Butik for brugere af Android-enheder, lancerer en officiel iOS-udgave af sin appbutik for iPhne-brugere i EU. Det bliver den første til iOS-markedsplads, som udelukkende fokuserer på spil.

Apple blev i marts i år tvunget til at åbne op for, at iOS-brugere kan hente apps fra alternative appbutikker i EU for at overholde EU’s nye forordning om digitale markeder (DMA).

Aptoides iOS-spilbutik frigives via en lukket lancering på torsdag, hvor adgangen i første omgang er begrænset til brugere med adgangskoder, der kun er tilgængelige via invitation. Ifølge Aptoide har de en venteliste på 20.000 tilmeldinger og planlægger at udstede mellem 500 og 1.000 koder om dagen. Den begrænsede lancering gør det muligt for platformen at tilpasse tjenesten ud fra feedback fra de første brugere.

Se også: Swappie er bedst og billigst på brugte iPhones

Stærkt begrænset udvalg til en start

Aptoides iOS-butik vil blive lanceret med beskedne syv spil. Det bliver tilsyneladende et ret standardiseret udvalg af populære spil som Solitaire, Charades og Mahjong.

Men Aptoide vil med tiden tilføje flere spil fra en række forskellige udviklere til listen, da der er flere, som er interesseret i at få apps udgivet i appbutikken. De skulle også være i gang med at få flere spil på platformen.

Aptoides iOS-butik skal indtil videre kun fokusere på spil, og virksomheden planlægger at tilføje nye spil i butikken hver uge efter lanceringen.

Selv om Aptoide er en meget lille spiller på iOS, er den en stor spiller i Android-verdenen. Ifølge Aptoide selv er appbutikken den hurtigst voksende appbutik og distributionsplatform med over 430 millioner brugere og 1 million apps, og den skulle være den tredjestørste Android-appbutik i verden.

Se også: De absolut bedste iPhones

Apple har godkendt køb i appen

Aptoide er desuden den første iOS-markedsplads fra en tredjepart i EU, der lanceres med en Apple-godkendt løsning til køb i appen (IAP). Det er meningen, at udviklerne kan få adgang til funktionen via et IAP-softwareudviklingskit.

Se også: iOS 18: Seks nye funktioner på vej til din iPhone