Google vil samarbejde med Apple om RCS
I sidste uge annoncerede Apple til manges store overraskelse, at it-giganten vil understøtte tekstbeskeder via RCS-standarden fra 2024. Lige netop det har Apple ellers ikke udvist den mindste interesse i, alt imens især Google, men også Samsung, har lagt pres på Apple for at få dem til at understøtte teknologien.
Nu oplyser Google til 9to5Google, at søgegiganten er klar til at samarbejde med Apple for at få RCS-beskeder til iOS.
Læs også: Apple overrasker alle: RCS-beskeder på vej til iPhone
Google klar til at samarbejde med Apple
I en netop udsendt pressemeddelelse kommentarer Google på nyheden om, at Apple vil anvende den nye branchestandard, som er det moderne svar på de efterhånden meget gamle SMS- og MMS-protokoller.
”Alle fortjener at kommunikere med hinanden på måder, der er moderne og sikre, uanset hvilken telefon de har. Derfor har vi arbejdet tæt sammen med mobilbranchen for at fremskynde indførelsen af RCS, og vi er glade for at se Apple tage deres første skridt ved at tilslutte sig RCS,” oplyser Google og tilføjer:
“Vi glæder os over Apples deltagelse i vores igangværende arbejde med GSMA om at udvikle RCS og gøre beskeder mere retfærdige og sikre, og vi ser frem til at arbejde sammen med dem om at implementere dette på iOS på en måde, der fungerer godt for alle,” oplyser Google.
Læs også: Google nærmest trygler Apple om at benytte RCS
Hvad er RCS?RCS står for Rich Text Communications og er en kommunikationsprotokol udviklet af GSMA – telebranchens brancheorganisation. RCS skal på sigt afløse både SMS og MMS og giver en mere moderne og smartere brugeroplevelse, end man kender fra SMS. RCS bruger dit telefonnummer, ligesom man kender fra SMS og MMS. Med RCS får man smarte funktioner, som man kender fra forskellige beskedapps – for eksempel muligheden for at se, når andre skriver, kvitteringer for modtagelse, mulighed for at skrive over mobildata og Wi-Fi og mulighed for at sende store filer og billeder i høj opløsning. Den universelle RCS-profil blev taget i brug i november 2016, og siden da er protokollen langsomt blevet udbredt til så godt som alle Android-smartphones. Apple har været den sidste manglende brik i puslespillet, så det nu bliver muligt at bruge alle de smarte beskedfunktioner på tværs af platforme. |
Samarbejder om RCS med GSMA
Samtidig med Googles udmelding om, at de er klar til et samarbejde med Apple, oplyser Apple, at de vil samarbejde med GSM Association, som er brancheorganisation for telebranchen. Det er netop GSMA, der har udviklet RCS-standarden i samarbejde med telebranchen.
Det er væsentligt, at Apple samarbejder med GSMA, fordi det betyder, at Apple vil anvende den såkaldte universelle RCS-profil. Det samme gør Google, men oven på denne standard har Google udviklet ende-til-ende-kryptering – noget som RCS endnu ikke understøtter. Brug af den universelle RCS-profil sikrer, at alle – uanset om de bruger en iPhone, Android-mobil eller potentielt noget tredje – kan kommunikere med hinanden.
Apple ønsker at implementere RCS med stærk sikkerhed og understreger samtidig, at de fortsat ser iMessage som det bedste beskedsystem.
Apple er altså ikke interesseret i, at RCS på nogen måde skal erstatte iMessage, som er et kæmpe trækplaster. I stedet vil RCS formentlig kun blive brugt som erstatning for og/eller alternativ til SMS og MMS. Det vil dog ikke desto mindre løse mange af de tekniske problemer, som i dag opstår, når især brugere med Android-telefoner indgår i gruppesamtaler med iPhone-brugere.
Apple holder også fortsat fast i, at tekstbeskeder sendt via RCS vil få grønne tekstbeskeder, mens iMessage-beskeder vil være blå.
Læs også: Tim Cook afviser RCS: Råder i stedet til, at man køber iPhone