Nu rulles Android 15 ud – se nyhederne

Google er nu klar med næste store Android-opdatering. Android 15 rulles ud til de første smartphones i dag med mange nyheder ombord.

Nu rulles Android 15 ud – se nyhederne

Google har netop annonceret, at Android 15 er klar og rullet ud nu. Men hvad er egentlig nyt i opdateringen?

Se også: De absolut bedste Android-mobiler

Hvad er nyt i Android 15?

Nogle Android-brugere kan allerede nu opdatere deres mobiltelefon til nyeste Android 15. Der er i Android 15 ikke tale om en overhaling af brugerfladen, men derimod spændende nye funktioner og mindre ændringer.

For eksempel introducerer Android 15 intelligent tyveribeskyttelse, der skal give bedre mulighed for at beskytte både telefon og personfølsomme data mod at falde i de forkerte hænder.

Eksempelvis kommer der nye værktøjer i form af Theft Detection Lock, Offline Device Lock og Remote Lock. Theft Detection Lock bruger maskinlæring til at analysere tegn på tyveriforsøg. Sker det, mens telefonen er åben, låser den automatisk skærmen, så tyven ikke kan bruge den.

Offline Device Lock beskytter i tilfælde, hvor tyven forsøger at koble telefonen af datanettet for at trække data ud eller nulstille den via Find Min Enhed. Er enheden åben og offline i længere tid ad gangen, låses skærmen automatisk. Med Remote Lock kan brugeren fjernlåse en forsvundet eller stjålet telefon ved at bekræfte sit telefonnummer på Android.com/lock. Remote Lock giver også mulighed for at fjernslette data.

Derudover er der justeringer af eksisterende funktioner, hvor Find Min Enhed nu kræver en adgangskode eller biometrisk godkendelse, og adskillige forfejlede login automatisk låser telefonen. Derudover skal brugeren logge ind med sin Google konto for at godkende en gendannelse.

Med Android 15 ombord tager mobiltelefonen også bedre fotos under dårlige lysforhold, man kan gemme private apps væk og der er forbedringer til brugerfladen på foldbare mobiltelefoner.

Se også: Bedste Android-mobil til prisen

Er Android 15 klar til din Android-mobil?

Det er det store spørgsmål. Indtil videre kan Android 15 downloades til Google Pixel-telefoner, fra Pixel 6 og frem til nyeste Pixel 9-serie. Har du en anden Android-mobil kan der gå noget tid.

OnePlus forventes snart at rulle Android 15 ud til de første telefoner, hvorimod Samsung forventes at være klar i starten af 2025 med Android 15.

Se også: Disse Android-telefoner får flest opdateringer

Flere opdateringer til mobiltelefonerne

For blot fire år siden fik Android-mobiltelefoner én til tre store Android OS-opdateringer – i dag ser det noget anderledes ud.

Mobilproducenterne Samsung og Google lover nemlig helt op til syv år med Android OS-softwareopdateringer, mens OnePlus og Xiaomi giver fire år og Motorola tre år.

Med flere års software- og sikkerhedsopdateringer har mobiltelefonerne en længere holdbarhed og der er mindre grund til at udskifte dem med en ny.

Se også: Brugte iPhones med garanti, reklamations- & returret