Nyheden om Apple Intelligence sender Apple-aktien på rekordniveau
Apple-aktien har været igennem et hårdt år i år, og den var på et tidspunkt nede at vende omkring en kurs på 165 dollar. Nyheden om, at Apple endelig ser ud til at være gået all-in på kunstig intelligens – samt tilliden til Apple Silicon – ser ud til at trække aktien op i rekordniveau.
Efter lanceringen af Apple Intelligence ved WWDC 2024 steg Apples aktiekurs helt op til 219,98 dollar tidligere i dag. Den markante stigning i Apples aktiekurs viser, hvor entusiastisk markedet har reageret på virksomhedens seneste udmeldinger.
Se også: Den bedste pris på brugt iPhone 15 finder du her
Var kortvarigt den mest værdifulde virksomhed
I længere tid har Apple været henvist til en andenplads, når det kommer til markedsværdi – kun overgået af Microsoft. Men i går var Apple kortvarigt tilbage i toppen, ligesom virksomheden tidligere har været i lang tid. Microsoft endte dog stadig med at være den mest værdifulde virksomhed.
Apples markedsværdi er nu oppe på svimlende 3.267 milliarder dollar (22.547 milliarder kroner), mens Microsoft er 3.278 milliarder dollar. Alene de sidste to dage har Apple føjet 2.112 milliarder kroner til sin markedsværdi.
Se også: Her er alle nyhederne i Apples iOS 18
Kan booste salget
Det er ikke kun selve Apple Intelligence, der trækker op, for de nye funktioner kræver også ny hardware. Det er nemlig kun Macs fra slutningen af 2020 og iPhone 15 Pro-modellerne, der kan trække alle de nye funktioner. Her ved analytikerne godt, at Apple-fans allerede nu går i gang med at spare op til en opgradering.
For nu vil det ikke kun være first movers, der skal ud og købe den nyeste iPhone. Rigtig mange brugere, som har eksempelvis en iPhone 14 Pro-mobil, vil også gå ud og købe den næste topmodel. Selv om de egentlig havde tænkt sig at vente lidt, vil de heller ikke hægtes helt af AI-ræset. Derfor skal de ud og købe Apples næste topmodel.
Se også: Kan min iPhone få iOS 18? Se hvilke modeller der kan opdateres
Kommer der en iPhone til 20.000?
Der er ingen tvivl om, at Apples næste topmodel inden for iPhones bliver dyr. Den vil få en lynhurtig chip, der er designet til at køre AI på telefonen. Samtidig er Apple også nødt til at komme med et statement, der siger, at de kan lave produkter, som folk bare må eje uanset prisen.
Det vil ikke være så overraskende, hvis vi til efteråret kommer til at se en iPhone, der kan ramme en pris på 20.000 kroner. Det vil selvfølgelig være den vildeste af de vilde med specifikationer, der er ambitiøse: Bedste chipset, bedste kamera, masser af lagerplads, bedste materialer og sikkert også en dobbelt OLED-skærm. Kort sagt: Creme de la creme.
Og så usandsynligt er det slet ikke. I dag kan man købe en iPhone 15 Pro max med 1 TB lagerplads for hele 15.799 kroner.
Apples næste hundedyre iPhone kan godt være en Pro-model, men rygterne om en iPhone Ultra bliver også visket på gangene rundt omkring. Hvis den ser dagens lys, vil mange fans sikkert gerne betale for at få det, der meget vel kan være den ultimative gadget i 2024 – og det vil nok kun sende Apple-aktien yderligere i vejret.
Se også: Apple Intelligence: Her er Apples længe ventede AI-funktioner i iOS 18