Samsung udruller Android 14 til Galaxy S23-serien i Danmark

Nu udrulles Samsungs udgave af Android 14 officielt til Galaxy S23-enheder i Danmark efter at have været tilgængelig i beta i udvalgte lande i et stykke tid.

Samsung udruller Android 14 til Galaxy S23-serien i Danmark

Samsung er nu klar med One UI 6.0, som bygger på Android 14, til Galaxy S23-serien i Danmark.

One UI 6.0 har siden august måned i år været tilgængelig i udvalgte lande. Danmark var ikke blandt første bølge. Ejer du en Samsung S23-telefon og tørster efter den nyeste version af Android, er der nu godt nyt.

Samsung har nemlig startet udrulningen af One UI 6.0, som bygger på den nyeste Android 14-software. Allerede nu er opdateringen klar til download.

Læs også: Seneste nyt om Android og iOS

One UI 6 byder på mange små forbedringer

Foruden de større systemforbedringer i Android 14 er det blevet til en masse små forbedringer af designet i One UI 6.0. Blandt andet er en række af de indbyggede widgets blevet opdateret, der er ny skrifttype over hele brugerfladen. Hurtigindstillingerne og de indbyggede emojis har ligeledes fået en grafisk overhaling.

Samsung hurtigt ude med Android 14

Selvom Android 14 og One UI 6.0 har været tilgængelig i udvalgte lande siden august, er det først i starten af oktober måned, at Google officielt lancerede Android 14.

Det er derfor ganske hurtigt, at Samsung er klar med den nye Android-opdatering. Android 14 forventes også udgivet til andre nyere Samsung-telefoner inden for en overskuelig fremtid.

Sådan får du Android 14 med One UI 6.0 på Samsung Galaxy S23

Hvis du ejer en Samsung Galaxy S23, S23+ eller S23 Ultra, bør din telefon allerede nu modtage opdateringen. Har du endnu ikke modtaget en notifikation om, at opdateringen er klar til download, kan du selv foretage et manuelt tjek.

Gå til “Indstillinger” og tryk dernæst på “Softwareopdatering”. Klik nu på “Download og installer”, og telefonen søger nu efter softwareopdateringer.

Hvis Android 14-opdateringen endnu ikke dukker op, er der ikke andet for end at væbne sig med tålmodighed. Det er ikke ualmindeligt, at store softwareopdateringer rulles ud i etaper for at opdage eventuelle fejl, inden opdateringen når alt for bredt ud.

Læs også: Android 14 er lanceret: De store nyheder og tidshorisont