Android-tastaturet Gboard kan nu scanne tekst
Gboard, som er Googles tastatur til Android-telefoner og -tablets, er begyndt at udrulle en smart funktion kaldet “Scan Text”, der lader dig scanne tekst med kameraet (OCR).
Læs også: Google gør det nemmere at skrive på tastaturet i liggende tilstand
Nem kopiering af tekst med kameraet
Scan Text gør det muligt at scanne tekster og på den måde føje dem til eksempelvis en note, du er ved at skrive.
Google er ved at rulle funktionen ud til Gboard, men den er endnu ikke tilgængelig i Danmark. Når det sker, og Scan Text bliver tilgængeligt på telefonen, dukker den op i oversigten over Gboard-funktioner.
Du kan så trække den op på værktøjslinjen for hurtig adgang. For at fungere skal du give Gboard tilladelse til at bruge kameraet. Aktiverer du funktionen, ser du en kamerasøger på skærmen, hvor du så kan taget et billede af det, som du vil scanne for tekst.
Gboard vil derefter markere og fremhæve al tekst, den registrerer på siden. Du kan så selv markere og vælge, hvilken del af teksten, du vil bruge.
Der vil også være en “Indsæt”-knap, så du kan indsætte hele teksten i din note. Scan Text bliver ved med at være åbent, når teksten er indsat, hvis du vil vælge noget andet.
Læs også: Guide til det billigste mobilabonnement
Endnu ikke landet i Danmark
Ifølge 9to5Google, som har smugkigget på den nye funktion i Gboard, er Scan Text tilgængelig i den nyeste betaudgave af Gboard. Funktionen bliver dog ikke aktiveret for alle, selv om man har den nyeste udgave af appen.
Scan Text er endnu ikke tilgængelig herhjemme. Har du version 13.9 eller nyere af appen, vil den dog før eller siden dukke op.
Læs også: Billige mobilabonnementer med streaming af musik, film og serier