Apple opgiver at bygge selvkørende bil: Satser kun på softwaren
Siden 2014 er der med jævne mellemrum dukket oplysninger op om, at Apple skulle arbejde på det såkaldte ’Project Titan’. Efter flere års hemmelighedskræmmerior bekræfter Apples direktør, Tim Cook, for første gang over for finansmediet Bloomberg, at den er god nok – og antyder, at ambitionerne er blevet nedjusteret.
Selv om der blandt andet har været udstedt godkendelser fra myndigheder om, at Apple havde fået lov til at køre med selvkørende biler i Californien, har der ikke været et ord fra Apple selv om firmaets eksperimenter med kunstig intelligens og selvkørende biler.
Nu giver Tim Cook dog endelig indsigt i, hvad projektet drejer sig om. Det korte svar er, at Apple endnu ikke selv ved helt præcist, hvad der kommer ud af Project Titan. Det lange svar er, at Apple har skiftet fokus. Uden at Tim Cook eksplicit fortæller det synes ambitionen oprindeligt at have været at udvikle egen selvkørende elbil med egen software, men nu er fokus skiftet til kun at levere software til selvkørende biler og altså ikke selv udvikle bilen.
Læs også: Bloomberg: Apples elbil udskudt – for nu
”Vi fokuserer på selvstyrende systemer,” siger Tim Cook til Bloomberg og fortsætter: ”Vi ser det som en slags mor til alle projekter med kunstig intelligens. Selvstyring er noget, der er utroligt spændende for os, men vi får at se, hvor det fører os hen. Ud fra et produktsynspunkt siger vi ikke rigtigt, hvad vi vil lave, men vi siger ligeud, at det er en teknologi, som vi ser som værende meget vigtig”.
Det stemmer overens med oplysninger fra oktober måned sidste år, der går på, at Apple skulle have skåret kraftigt ned i stablen på oprindeligt 1000 medarbejdere, som var sat til at arbejde på Project Titan. Det forlyder også, at Apple allerede på daværende tidspunkt havde ændret fokus fra at konkurrere med Tesla om at levere biler med selvkørende funktionalitet til blot at fokusere på softwaredelen.