Brugerne flygter fra Twitter efter Musks opkøb

Elon Musks køb af Twitter har ført til masseflugt til det mindre sociale medie Mastodon, der profilerer sig på ikke at kunne købes af en milliardær.

Brugerne flygter fra Twitter efter Musks opkøb

Her til morgen kunne vi skrive om den massive fyringsrunde, som Elon Musk har annonceret efter opkøbet af Twitter. 3.700 ansatte får i dag at vide, at de ikke kan fortsætte med at arbejde i selskabet – dermed bliver 50 procent af Twitters ansatte fyret. Nu rapporteres der samtidig om masseflugt fra brugerne.

Opkøbet har været præget af kaos og bekymring over, hvordan det vil være at bruge Twitter i fremtiden, efter Musk har købt selskabet og det har fået mange Twitter-brugere til at flygte væk fra det sociale medie.

Se også: Hvad laver de store tech-selskaber?

Flygter fra Twitter over til Mastodon

The Guardian skriver, at flere og flere mennesker vender sig til det decentrale Twitter-alternativ Mastodon, der har base i Tyskland. Tilbage i april, da det blev kendt, at Musk var interesseret i at købe Twitter, fik Mastodon 40.000 nye brugere, og den 27. oktober, hvor Musk officielt overtog Twitter, blev der oprettet 70.000 nye konti på Mastodon.

En af de store tekniske forskelle mellem Twitter og Mastodon, der blev lanceret i 2017, er, at sidstnævnte har en åben og decentraliseret struktur med tusindvis af servere, der er uafhængige i sig selv, men som kan kommunikere med hinanden.

Det betyder blandt andet, at ingen enkelt virksomhed eller enkeltperson kan kontrollere hele Mastodon-netværket.

Se også: De bedste telefoner til sociale medier

Har 655.000 aktive brugere

I et indlæg på Twitter – hvor Mastodon med succes har markedsført sin app til dem, der nu overvejer at forlade tjenesten – oplyses det, at 230.000 mennesker har tilmeldt sig Mastodon alene i den sidste uge.

Fra fredag til søndag i sidste uge blev Mastodon-mobilappen også installeret omkring 91.000 gange, viser data fra Sensor Tower, hvilket er en stigning på 658 procent i forhold til de 12.000 installationer de tre foregående dage.

Mastodon præsenterer sig selv som et socialt medie, som ikke kan købes og ejes af en milliardær. “Din evne til at kommunikere online bør ikke være afhængig af en enkelt kommerciel virksomheds luner”, lyder det fra Mastodon.

Se også: Mobilabonnementer til børn og unge

Mastodon er stadig meget mindre end Twitter

Takket være disse nye tilmeldinger har netværket nu 655.000 aktive brugere, fremgår det af indlægget.

Dermed er der stadig meget langt op til de har 450 millioner aktive brugere, som Twitter har hver dag.