Ekspert: Apple må ikke lave fejl
Det kan blive en udfordring af de større for Apple, at den karismatiske topleder Steve Jobs forlader rampelyset. Fremover bliver der mindre plads til fejl i produkterne, og de dedikerede fans vil holde skarpt øje med udviklingen i virksomheden.
– “De rigtige fans vil være meget opmærksomme på, hvordan firmaet udvikler sig. De vil lede efter fejl ved den nye leder og typisk få tanken, at ‘nu går det nok tilbage for dem – og nu er produkterne ikke helt så funky som tidligere’,” lyder vurderingen fra Hanne Feldthus, der er ekspert i kommunikation og branding.
– “Laver Apple fejl, og er produkterne ikke helt så gode som tidligere, vil køberne typisk give Steve Jobs ‘skylden’ og sige, at det bare er fordi han ikke er der længere, ” mener eksperten.
Hun mener dog ikke, at det i første omgang vil gå ud over salget af produkterne. Årsagen er, at Apple har mange købere som ikke er fans – og som måske slet ikke ved, hvem Steve Jobs er.
Det nye ansigt skal være autentisk
Det er ikke en let opgave for den nye topchef i Apple, Tim Cook, at tage over efter Jobs.
– “Steve Jobs har været inkarnationen af tankegangen ‘think different’, og hele det med enkelthed og ikke mindst det, at ‘vi går mod strømmen og giver brugerne, hvad vi mener de vil have’. Jobs har haft det helt særlige ‘Apple touch’. Og det får Tim Cook ikke bare forærende, ” siger Hanne Feldthus.
Fremtoningen i en sort, højhalset bluse og slidte jeans, mener branding-eksperten er en del af Apples iscenesættelse.
– “På den måde har Steve Jobs været i øjenhøjde med køberne, og står ikke på scenen som en fjern virksomhedsleder. Her har Steve Jobs været meget anderledes end topchefer, der typisk er klædt på til at tale til børsmarkedet.”
Ifølge Hanne Feldthus skal den nye leder Tim Cook ikke kopiere Steve Jobs.
– “Han skal være autentisk og man skal kunne mærke, at det han siger er ægte og kommer indefra. Han skal sige det han selv føler og mener, og ikke bare sige det, som han tror at Steve Jobs ville have sagt. Han kan godt have slidte jeans og t-shirt på – men KUN hvis det falder ham naturligt og han har det godt i det,” slutter Hanne Feldthus.
Læs også:
– Kan Apple klare sig uden Steve Jobs?
– Steve Jobs træder tilbage som topchef i Apple
– Tim Cook er manden der skal afløse Jobs
– Steve Jobs: Her er hans bedste citater