Hvem betaler afgiftsstigningen på elbiler? Se bilmærkernes svar

Forsinkelser kan gøre din nyligt bestilte elbil dyrere fra 1. januar. Se hvordan bilmærkerne håndterer risikoen for ekstraregninger til kunderne.

Elbiler

Fra 1. januar sænkes bundgrænsen for registreringsafgift på elbiler, og mange danskere risikerer derfor en ekstraregning, hvis deres nye bil først leveres efter årsskiftet.

Mobilsiden har spurgt bilmærkerne, om det er kunderne eller dem, der æder regningen.

Afgiftsstigning og forsinkelser skaber usikkerhed hos bilkøbere

Regeringen har bekræftet, at registreringsafgiften på elbiler stiger som planlagt ved årsskiftet. Det sker, fordi ekspertgruppen for en ny bilbeskatning endnu ikke er klar med sine anbefalinger, og regeringen derfor fastholder indfasningsaftalen som en del af det kommende finanslovsudspil.

Bundgrænsen for, hvornår der skal betales afgift af en elbil, falder fra 419.300 kroner til 366.200 kroner den 1. januar. Det betyder prisstigninger på mange populære biler.

En Volkswagen ID.4 Style står til at stige med cirka 10.300 kroner, mens en Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk forventes at blive næsten 28.000 kroner dyrere.

Det skaber stor usikkerhed for de mange danskere, der har bestilt eller overvejer at bestille elbil inden udgangen af året.

Produktionsforsinkelser på adskillige uger eller måneder er almindelige, og nye elbiler som Skoda Peaq, Zeekr 7GT, MG IM5, MG IM6, Range Rover Electric og BMW i3 er eksempler på nye elbiler, der risikerer først at blive leveret i det nye år.

Spørgsmålet er derfor, om kunden eller bilimportøren skal betale differencen.

Læs ogsåAfgiften på elbiler stiger fra 1. januar

Nogle tager regningen – andre lader kunden betale

Rundspørgen fra Mobilsiden viser, at bilmærkerne håndterer usikkerheden meget forskelligt.

Hos bilmærkerne under Wismo (Peugeot, Citroën, Opel, Leapmotor, Fiat, Jeep og Alfa Romeo m.fl.) kan kunderne ånde lettet op. Hanne Langsig Sørensen, der er Head of Group PR, oplyser til Mobilsiden.dk, at kunder trygt kan bestille bil nu. Hvis leveringen trækker ud til næste år, tager importøren ekstraregningen.

Anderledes ser det ud hos Tesla og Audi. Hos Tesla vil kunder, der bestiller en elbil, der pålægges afgift (såsom Tesla Model Y Premium Long Range AWD) med levering i det nye år, selv skulle dække afgiftsstigningen.

Camilla Lagstrøm, der er Content & Communication Manager, oplyser dog til Mobilsiden.dk, at Tesla derfor forsøger at levere flest mulige biler i årets sidste kvartal. Vi har tidligere set Tesla levere rigtigt mange elbiler i årets sidste kvartal, så mon ikke det kommer til at ske igen i år?

Britt Stellinger, der er Head of PR hos Audi, oplyser, at slutsedlen ligeledes vil indeholde den højere afgift, hvis leveringsdatoen ligger i det nye år.

Det er fortsat muligt at få leveret en Audi Q4 e-tron, Q6 e-tron, A6 e-tron og e-tron GT i 2026 direkte fra fabrikken, ligesom bilproducenten forsøger at få så mange biler som muligt produceret og leveret inden årsskiftet.

Læs også700.000 elbiler i Danmark: Politiske afgifter truer elbilfesten

Mange elbiler går helt fri af afgiften

En lang række bilmærker påvirkes slet ikke af de nye regler, da deres modelprogram holder sig under den nye bundgrænse på 366.200 kroner.

Bilmærker som Nissan, Suzuki, Changan, Mazda, Renault meddeler alle, at ingen af deres elbiler krydser afgiftsgrænsen. Det samme gælder for mærker som Fiat, JAC, Jaecoo, Leapmotor, GAC og Omoda.

Audi påpeger desuden, at deres nye A2 e-tron som standard også ligger under afgiftsgrænsen.

Deres kunder risikerer derfor ingen ekstraregning ved forsinket levering.

Læs ogsåNye afgifter på elbiler lurer: Så meget dyrere kan din næste bil blive

Bilbranchen kritiserer afgiftsstigningen

Beslutningen om at gennemføre stigningen møder hård kritik fra bilbranchen. Hos Polestar kalder man det ærgerligt, at det gøres dyrere for danskerne at vælge grønt, og at de skiftende meldinger gør det svært for bilkøberne at orientere sig.

Andersen Motors, der importører Suzuki og Changan, undrer sig ligeledes over, at man fortsætter med afgifterne kort før en ny model præsenteres og foreslår helt at afskaffe registreringsafgiften.

Både Dansk Industri og Mobility Denmark kritiserer også, at forbrugerne sendes ud i usikkerhed.

De hyppige justeringer i afgifterne skaber traditionelt et hektisk ræs i årets sidste måneder. En gennemgang, som Mobilsiden.dk for nylig lavede, viser, at december gennemsnitligt er årets næststørste salgsmåned med 18.468 solgte elbiler, mens salget i januar dykker til kun 11.597 solgte elbiler.

Bilkøbernes forhastede slutspurt truer dermed med at tømme salgslokalerne før nytår, hvorefter bilmarkedet rammer en dyb afmatning.

Læs ogsåRegistreringsafgiften kollapser – bilbranchen kræver ny afgift

Sådan undgår du afgiftsfælden

Står du over for at skulle købe elbil, er det først og fremmest afgørende, at du tager en grundig snak med bilforhandleren. Få undersøgt præcis, hvornår leveringen af din bil forventes at ske, og tjek nøje, hvad der står anført i din slutseddel i forhold til eventuelle afgiftsstigninger ved forsinket levering.

Vil du være helt sikker på at undgå en ubehagelig ekstraregning, er det bedste træk at undersøge muligheden for at købe en lagermodel i stedet for en fabriksbestilt elbil.

Lagermodeller står ofte klar til levering i løbet af få dage til en uges tid, hvilket gør dem til den mest effektive metode til at sikre sig mod afgiftsstigningen inden årsskiftet.

Vælger du en lagermodel, skal du dog være opmærksom på, at du mister muligheden for at skræddersy den til dine ønsker. Du må derfor være indstillet på at gå på kompromis med udstyr, farve eller specifikke tilvalg i forhold til din oprindelige drømmekonfiguration.

Skulle det vise sig umuligt at finde en lagermodel med det udstyr, du ønsker, er det dog heller ikke jordens undergang at ende med at betale en smule mere. Husk på, at der i langt de fleste tilfælde er tale om et relativt beskedent beløb, som set over bilens samlede levetid og samlede driftsøkonomi udgør en nærmest ubetydelig merpris.

Artiklen opdateres, efterhånden som vi får svar fra flere bilmærker.