Googles Alphabet overhaler Apple på værdien
Alphabet, det nyligt dannede hovedselskab som rummer alle Googles aktiviteter, er nu verdenens mest værdifulde selskab.
Det skete efter heftig handelsaktivitet i de seneste dage som skubbede Alphabets såkaldte ’market cap’ op til 570 milliarder amerikanske dollars – eller hvad der svarer til lidt over 3900 milliarder kroner.
I samme periode er verdenens mest værdifulde selskab, Apple, dalet til 539 milliarder – hvilket gør at Google-selskabet nu kan overtage værditronen fra tech-rivallen.
Se også: Apples vækst bekymrer finansfolk
Det er første gange siden 2010 at Google er mere værd end Apple, et resultat af en stærk profit på 23 milliarder amerikanske dollars igennem 2015 – et overskud der dog stækkes af et tab på 3,5 milliarder dollars i selskabets øvrige aktiviteter. Det skriver The Verge.
Apples højeste værdifastsættelse nogensinde er fra februar 2015, hvor selskabet kunne mønstre en ’market cap’ på 775 milliarder amerikanske dollars. Højeste ’market cap’ for IT-virksomheder nogensinde står Microsoft for, da selskabet i december 1999 rummede værdier for 879 milliarder 2015-dollars.
Se også: Apple slår regnskabsrekord trods stagnerende iPhone-salg
