Keep Noter bruger AI til at hjælpe dig med at lave lister

Google er klar med en AI-baseret assistent i appen Keep Noter. Den kan automatisk lave lister specifikt til dig ud fra en tekstbaseret prompt.

Keep Noter bruger AI til at hjælpe dig med at lave lister

Google gør klar til at lancere en ny AI-funktion i appen Keep Noter til Android. Med AI-baseret hjælp bliver det nemmere at skrive en liste, uanset om den indeholder det, du skal pakke til næste rejse eller det, der skal handles på vejen hjem.

De første beretninger om Google Keeps kommende AI-funktion dukkede op i oktober. På det tidspunkt havde den kodenavnet ”magic lists” og så ud til at være i et tidligt udviklingsstadie.

I den nyeste udgave af appen, version 5.23.462.05.90, som er ved at rulle ud i Play Butik, er der en del nye detaljer om, hvordan AI-assistenten bliver integrereret i den populære app. 9to5Google har taget et nærmere kig på, hvordan appens nye AI-assistent fungerer.

Googles force har aldrig været navngivning af apps og tjenester. Derfor er det heller ikke så overraskende, at den nye AI-funktion får det ikke så mundrette navn ”Hjælp mig med at lave en liste.”

Der er dog alligevel lidt mening med galskaben, for navnet følger samme trend som Googles andre AI-redskaber, der er inkluderet i apps. For eksempel har Gmail funktionen ”Hjælp mig med at skrive”.

Læs også: Google klar med 11 nyheder til Android, Wear OS og Google TV

Farvel til dit privatliv?

Foreløbig er den nye funktion en del af Google Workspace Labs. Det er en samling af nye, generative AI-funktioner i Workspace, hvor organisationer og arbejdspladser kan få tidlig adgang og give Google feedback under udviklingen. I en pop-upmeddelelse advarer Google om, at man bør afholde sig fra at bruge følsomme eller personlige oplysninger, mens AI-funktionen er under udvikling.

Der kan nemlig sidde menneskelige Google-medarbejdere og læse interaktionen med AI’en for at kunne forbedre kvaliteten. Vil du bevare bare lidt af dit privatliv og holde dine private noter for dig selv, bør du altså nok vente med at tage funktionen i brug, til den er færdigudviklet.

“Heldigvis” – kan man næsten sige – er Google Workspace Labs endnu ikke tilgængeligt i Danmark, så hvis du vil undgå at dele dine private noter, er der altså ingen fare for at komme galt af sted i Keep-appen lige foreløbig.

Få hjælp af en AI til alt mellem himmel og jord

Når man har fået adgang til ”Hjælp mig med at lave en liste”, ligger funktionen som en ny, svævende knap i nederste højre hjørne, efter man har oprettet en ny note. Trykker man på knappen, vises et tomt dokument med en tekstboks og nogle forslag til prompts for at hjælpe AI-assistenten på vej:

  • Madvarer til uge for en vegetarisk familie på tre
  • Pakkeliste til en campingtur med børnene
  • Indkøbsliste til skolestart
  • Hvad man kan lave på en tur til New Orleans
  • To do-liste til min vens 40 års fødselsdagsfest
  • Hors d’oeuvres til en housewarming
  • Afslapningsliste til slutningen af dagen
  • Punkter til forårsrengøringen
  • Klassiske film at se på en regnvejrsdag

Hvis man ikke synes om resultatet, kan man ændre sin prompt og prøve igen. Når man er tilfreds med sin liste, klikker man på ”Indsæt”-knappen for at få den færdige liste. Prompten bliver da til notatets overskrift.

Med tanke på, hvor godt AI-assistenten lader til at være allerede nu, går der nok ikke lang tid, før Google gør ”Hjælp mig med at lave en liste” tilgængelig for alle.

Læs også: Nu kan du gruppere ens fotos i Google Fotos