Microsoft lancerer AI-chatbotten Copilot som app til iPad og iPhone
Microsofts Copilot-app er nu tilgængelig i App Store og kan dermed downloades til både iPhone og iPad. Appen giver let adgang til Microsofts AI-chatbot, der tidligere gik under navnet Bing Chat. Chatbotten er baseret på OpenAI’s GPT-4-sprogmodel, og samtidig giver Copilot også adgang til AI-billedgeneratoren DALL·E 3.
Læs også: Avis sagsøger OpenAI og Microsoft for at stjæle nyhedsindhold
Microsoft Copilot er et direkte alternativ til ChatGPT-appen
Copilot er i forvejen tilgængelig via Bing-appen til både Android og iPhone, men med Copilot som en selvstændig app har Microsoft en direkte pendant til ChatGPT. Copilot-appens eneste formål er at levere AI-chatbotten, mens Bing tilbyder en lang række øvrige funktioner, som måske har mindre interesse for dem, som ønsker nem adgang til en AI-chatbot.
”Copilot er en banebrydende chatassistent fra Microsoft baseret på de seneste OpenAI-modeller, GPT-4 og DALL·E 3. Disse avancerede AI-teknologier giver hurtige, avancerede og nøjagtige svar samt muligheden for at skabe mageløse billeder ud fra enkle tekstbeskrivelser.
Lanceringen af den separate Microsoft Copilot-app kommer efter OpenAI’s egen lancering af sin ChatGPT-app til iPhone tilbage i maj 2023. Microsofts Copilot-app giver brugerne en alternativ indgang til teknologien bag ChatGPT uden den normale tætte integration med Bing.
Copilot kan downloades gratis i App Store, og den findes i en version optimeret til både iPhone og iPad. iPad-versionen af Microsoft Copilot kan også installeres på en hvilken som helst Mac-computer med Apple Silicon via Mac App Store.
Læs også: Google indrømmer at have pyntet på video af ny AI-sprogmodel
Fra Bing Chat til Microsoft Copilot
Hvis navnet Copilot ikke ringer nogen klokker, er der ikke noget mystisk i dette. Microsofts AI-chatbot blev i februar lanceret under navnet Bing Chat, da it-giganten brugte sit relativt tidlige indtog på markedet for AI-chatbots til at øge brugertilslutningen til Bing-søgemaskinen.
Siden da har AI-løsninger spredt sig på tværs af Microsofts løsninger. Blandt andet har Windows 11 også fået en markant AI-opgradering kaldet Copilot i Windows. Netop Copilot er sidenhen blevet Microsofts nye navn til selskabets AI-chatbot, og man er heller ikke længere nødt til at tilgå AI-chatbotten fra en Microsoft Edge-browser. Det sker i et forsøg på bedre at kunne konkurrere med ChatGPT – alt imens Microsofts løsninger baserer sig på selvsamme teknologi bag ChatGPT.
Læs også: Ny AI-billedgenerator er trænet med dine Facebook-billeder