Avis sagsøger OpenAI og Microsoft for at stjæle nyhedsindhold

I et søgsmål hævder New York Times, at OpenAI har kopieret millioner af avisens artikler for at træne de sprogmodeller, der ligger bag ChatGPT og Microsoft Copilot.

Avis sagsøger OpenAI og Microsoft for at stjæle nyhedsindhold

New York Times sagsøger OpenAI og Microsoft for at krænke avisens ophavsret. Avisen hævder, at de to selskaber har bygget sine AI-sprogmodeller ved at ”kopiere og bruge millioner” af avisens artikler og nu ”direkte konkurrere” med avisens indhold som et resultat af de påståede tyverier.

Ifølge søgsmålet (PDF) mener New York Times, at OpenAI og Microsofts store sprogmodeller, der er fundamentet i de to AI-chatbots ChatGPT og Copilot, ”kan generere output, der citerer avisens indhold ordret, nøje sammenfatter det og efterligner dens særlige skrivestil.” Dette ”underminerer og skader” New York Times’ relation med sine læsere og berøver dem på ”abonnementer, licenser, annoncer og indtægter knyttet til dette,” mener avisen.

Læs også: Ny AI-billedgenerator er trænet med dine Facebook-billeder

“Truer journalistik af høj kvalitet”

I søgsmålet nævnes også, at disse AI-sprogmodeller ”truer journalistik af høj kvalitet” ved at skade den mulighed, som mediehuse har for at beskytte og tjene penge på deres indhold.

”Via Microsofts Bing Chat (som for nylig blev omdøbt til Copilot) og OpenAI’s ChatGPT ønsker tiltalte at køre frikørsel på The Times store investeringer i sin journalistik ved at bruge den til at skabe erstatningsprodukter uden tilladelse eller kompensation,” står der i søgsmålet.

Lanceringen af AI-modeller trænet med indhold fra New York Times har imidlertid vist sig at være ”særdeles lukrativt” for både Microsoft og OpenAI, fremgår det af søgsmålet. Avisen hævder at have forsøgt at forhandle med begge selskaber gennem flere måneder for at ”sikre, at de modtog en retfærdig sum for brugen af indholdet,” men at de ikke lykkedes med at nå til enighed.

”Vi respekterer indholdskabernes og -ejernes rettigheder og er meget interesserede i at arbejde sammen med dem for at sikre, at de nyder gavn af AI-teknologien og nye indtjeningsmuligheder,” oplyser Lindsey Held, der er talsperson i OpenAI, til The Verge. Hun tilføjer:

”Vores igangværende samtaler med New York Times har været produktive og bevæger sig fremad på en konstruktiv måde, så vi er overraskede og skuffede over denne udvikling. Vi håber, at vi kan finde frem til et samarbejde, der gavner begge parter, som vi også gør med mange andre udgivere.”

Avisen sagsøger begge selskaber for krænkelse af ophavsret og beder om, at de bliver gjort ansvarlige for ”milliarder af dollar i lovmæssig og faktisk skade” ved efter sigende at kopiere avisens materiale. New York Times beder også retten om at forhindre OpenAI og Microsoft i at træne deres AI-modeller ved at bruge avisens indhold og at fjerne avisens materiale fra selskabernes træningsdatamateriale.

Læs også: Googles chatbot Bard bliver bedre med den nye sprogmodel Gemini

Flere medier blokerer AI-sprogmodeller

New York Times er en af mange mediehuse, der de seneste måneder har blokeret OpenAI’s webcrawler og forhindret AI-selskabet i fortsat at bruge indhold fra avisernes hjemmesider og bruge dataene til at træne deres AI-modeller.

BBC, CNN og Reuters har også blokeret OpenAI’s webcrawlere. Andre mediehuse går i den modsatte retning og tager imod kompensation for at stille materiale til rådighed til træning af sprogmodeller. Alex Springer, der ejer medierne Politico og Business Insider, indgik tidligere på måneden en aftale med OpenAI, der giver selskabet tilladelse til at hente information direkte fra begge kilder. Nyhedsbureauet Associated Press tillader, at OpenAI de kommende to år træner sine modeller med bureauets nyhedsartikler.

Apple er også i fuld gang med at træne sin sprogmodel. Selskabet gør sig bemærket ved at tilbyde høj kompensation til nyhedsmedier – blandt andet New York Times. Det er dog uklart, om nogle medier har valgt at takke ja til Apples kompensation.

Læs også: Google indrømmer at have pyntet på video af ny AI-sprogmodel