Nu kommer der reklamer i HTC’s BlinkFeed-nyhedsapp
Hvis du benytter dig af HTC’s app, BlinkFeed, til at få hurtig adgang til nyhedshistorier fra medier verden over, skal du til at vænne dig til at sortere nyheder fra reklamer.
HTC skriver i et blogindlæg, at man fra i dag begynder at indsætte reklamer mellem nyhedshistorierne i BlinkFeed.
Det sker i første omgang i en række begrænsede lande, der tæller USA, Storbritannien, Tyskland, Taiwan og Kina for at HTC kan afdække, hvilke adfærdsændringer, det muligvis kan føre med sig for dig som bruger.
Læs også: Flipboard til Windows Phone inden længe

Årsagen til de nye reklamer er ifølge HTC, så du nemmere kan opdage nye og brugbare apps og eller produkter og tjenester, når de figurerer i BlinkFeed-oversigten på præcis samme måde som traditionelle nyheder. Den eneste forskel er en svært synlig ”sponsoreret”-tekst, der fremgår i hjørnet af reklamerne.
Læs også: Snapchat klar til at være nyhedsportal
Hvis alt går vel set med HTC’s øjne, vil reklamerne brede sig til alle andre lande heriblandt Danmark – men i første omgang kan du altså endnu nyde tjenesten i reklamefri form.
Reklamerne kan snart fjernes
HTC fortæller også, at man senere vil implementere muligheden for at fravælge disse reklamer, men det er altså noget, du aktivt selv skal gøre.
Hvornår den mulighed kommer, melder firmaet dog intet om.