Ny Rejsekort-app holder hele tiden øje med din lokation
Den nye Rejsekort-app er begyndt at blive rullet ud til danskerne. Har du en iPhone, må du dog leve med, at appen kræver fuld adgang til dine lokationsdata hele tiden for at fungere.
Se også: Ny Rejsekort-app holder hele tiden øje med din lokation
Rejsekort kan bryde GDPR-reglerne
Vi har hentet appen og installeret både på Android og iOS. På Android er det muligt at sætte kryds ved kun at dele lokation, ”mens appen er i brug”, og så gå videre med oprettelsen. Men på iPhone bliver man bedt om at slå ”Tillad altid” til for lokationsdeling for at kunne tage appen i brug.
Det kan faktisk være et brud på GDPR-reglerne, oplyser Datatilsynet til DR. Man må gerne få adgang til kunders lokation og data, hvor det er relevant. Men man må ikke indsamle lokationsdata hele tiden, og det gør Rejsekort-appen altså på iOS.
I sit svar til DR siger Jens Willars, der er kundedirektør i Rejsekort og Rejseplanen A/S, at det ikke været muligt at lave en iOS-app, hvor man ikke behøver at give lov til at dele sin lokation hele tiden. Han lover dog, at Rejsekort kun bruger lokationsdata, når man åbner appen, og mens man er checket ind på sin rejse.
Se også: Apple forhindrer brugere i at afinstallere iPhone-apps
Indgående viden fra lokationsdata
Der er en grund til, at Datatilsynest stejler over, at Rejsekort har fuld adgang til brugernes lokationsdata. Den viden kan nemlig fortælle utroligt meget om vores liv, og den kan også potentielt afsløre informationer, som vi helst vil holde hemmelige.
Ved at indsamle den slags data løbene kan man umiddelbart regne flere ting ud: Hvor bor vi, hvor arbejder vi eller går i skole, og hvor vi bruger vores fritid. Man kan også udlede, hvem man besøger, hvor man køber ind, og hvad man ellers foretager sig.
Rejsekort-appen skal ellers gøre brugernes liv lettere. Med appen behøver man ikke finde en Rejsekort-stander for at checke ind. Man swiper i appen, når man begynder rejsen, og swiper igen for at checke ud, når ens rejse er færdig.
Det er ikke længere nødvendigt at checke ind, hver gang man skifter mellem eksempelvis bus og S-tog eller metro. Man kan også checke ud, efter man har forladt stationen eller stoppestedet, hvis man glemmer at gøre det med det samme. Alt sammen meget praktisk, og Android-brugere kan gøre dette uden at skulle dele personlige lokationsdata med Rejsekort og Rejseplanen A/S. Men iOS-brugere må altså afgive noget af deres privatliv her.
Se også: Nu kan du downloade Rejsekort som app til Android og iPhone
Ikke typisk for Apple
Det kan undre, at Apple har godkendt Rejsekort-appen i App Store på det grundlag. Apple går normalt benhårdt op i brugernes sikkerhed og ret til privatliv. Deres telefoner er nogle af de sikreste, når det gælder om at forhindre apps i at få uretmæssig adgang til personlige data.
Apple har flere gange fuldstændigt nægtet at hjælpe politi og FBI med at låse iPhones op, selv om der har været tale om telefoner, der har været brugt af kriminelle. Så en app, der konstant holder øje med brugerens færden, er ikke noget, vi normalt forventer at se hos Apple.
Selv om Datatilsynet er kritiske, har den endnu ikke undersøgt Rejsekort-appen til bunds, så det er for tidligt at sige, om de vil kræve ændringer.
Læs også: Ny app bringer iMessage til Android – og den virker overraskende godt