Nye AI-funktioner klar i Google Maps

Nye smarte AI-funktioner i Google Maps skal gøre det nemmere at være billist. Særligt elbilisterne er i fokus i den nye opdatering.

Nye AI-funktioner klar i Google Maps

Google Maps til Android og Android Auto har netop fået en stor opdatering, som især vil være til stor gavn for elbilister.

De nye funktioner giver bedre AI-vejledninger til at navigere til offentlige ladestandere, ligesom Google Maps nu synkroniserer præferencer for 3D-navigation mellem enheder.

Læs også: Nu bliver det nemmere at finde vej med Google Maps

Præcise AI-vejledninger under navigation til ladestandere

Ved hjælp af kunstig intelligens vil Google Maps give mere præcise instruktioner om, hvordan man finder ladestandere til elbiler. En AI-algoritme samler og sammenfatter kommentarer fra Google Maps-brugere om ladestandernes nøjagtige placering, og hvordan man kommer derhen.

Det skulle hjælpe dig med at finde opladeren på eksempelvis en parkeringsplads i flere niveauer. Beskrivelsen kan også indeholde yderligere oplysninger som ventetider, hvilken type stik der understøttes osv.

Når du er på farten, vil Google Maps snart kunne foreslå ladestandere i nærheden af dig, mens du kører rundt afhængigt af den type ladestik, som du bruger, og hvor hurtig opladeren er.

Google Maps kan også planlægge lange ture, der involverer flere stop undervejs. Ladestanderne vil blive foreslået baseret på din bils batteriniveau, hvor hurtigt laderne kan køre og realtidsoplysninger om, hvilke ladeudtag der er ledige.

Se også: Nu bliver det nemmere at bruge Google Maps

Google Maps synkroniserer nu 3D-navigation mellem enheder

3D-bygninger har været en del af Google Maps en tid nu, men først i år er de også dukket op på skærmen under selve navigationen, ligesom det for nylig blev muligt at aktivere 3D-navigation i Google Maps til Android Auto og Apple CarPlay. Den indstilling er nu angivet som standardvisningstilstand i Android Auto og CarPlay og fungerer desuden på samme måde på både Android-telefoner og iPhones.

Med den seneste opdatering af Google Maps til Android synkroniseres muligheden for at se bygninger i 3D på tværs af alle ens enheder. Slår du det fra på mobilen, slås det også fra i Android Auto og vice versa.

Google Maps betaversion 125, der er ved at blive rullet ud til Android-telefoner, indeholder denne ændring. Tester man betaversionen af opdateringen, oplever man nu, at indstillingen ”Vis 3D-bygninger” i sektionen Indstillinger synkroniserer mellem telefonen og Android Auto.

Slår man funktionen fra på mobilen, bliver den også slået fra i Android Auto. Man behøver altså ikke sidde og pille med indstillingerne på bilens infotainmentskærm, men kan i stedet lade telefonens indstillinger styre det hele.

Indtil videre er det hele dog stadig i beta, og der går nok nogle uger endnu, inden den færdige version ruller ud til alle Android-brugere.

Læs også: Volkswagen vil have Google Maps i nyt infotainmentsystem