Rygte: Apple lancerer (PRODUCT)RED iPhone 8 og 8 Plus i dag
For nogle uger siden gik der forlydender om, at Apple afslører iPhone X i en ny farve, men der har også senest været rygter om iPhone 8 og 8 Plus i den velkendte knaldrøde farve – også kendt som (PRODUCT)RED.
I slutningen af marts lød det fra Twitter-tipsteren OnLeaks, at nye iPhones i denne farve er på vej, og den 1. april meddelte han, at de skulle være på vej i denne måned – og ganske rigtigt. Nu har hjemmesiden MacRumors nemlig fået fat i et internt notat, som det australske teleselskab Virgin Mobile har udsendt.
Læs også: Rygte: Apple lancerer iPhone X i en ny kobberfarve
I notatet skulle det netop være bekræftet, at Apple afslører iPhone 8 og 8 Plus i (PRODUCT)RED. Både iPhone 7 og 7 Plus kunne købes i denne særlige røde farve, som markerer et samarbejde mellem Apple og (RED), hvor hele beløbet fra salget af produkterne går til Den Globale Fond for bekæmpelse af AIDS.
Bloomberg-journalisten Mark Gurman, som adskillige gange har haft mange store afsløringer om Apple, bekræfter i et tweet, at Apple ganske rigtigt præsenterer en (PRODUCT)RED iPhone 8 og 8.
At dømme ud fra notatet fra teleselskabet skal den nye farve forudbestilles, så det ser ud til, at den ikke er klar til levering med det samme. Det er endnu uvist, hvornår på dagen vi får en annoncering af de knaldrøde iPhones. Det vil formentlig være hen ad eftermiddagen eller aftenen grundet tidsforskellen.