Sådan ødelægger du et Apple Watch
Traditionen tro bliver nye produkter testet på alle tænkelige måder i skøre YouTube-videoer. Apple Watch er bestemt ikke nogen undtagelse efter at have taget del i en ny uvidenskabelig video, der viser, hvor meget Apple Watch kan holde til, før det bukker under.
Læs også: Avis tester Apple Watch på alle ledder og kanter
Det er hjemmesiden cnet, der har været i butikkerne for at få fingrene i et af Apples nye ure. I et køkken udsætter værten uret for mulige hverdagssituationer, mens andre er knap så sandsynlige.
Klarer en tur under vand
Først ryger Apple Watch en tur under vandhanen efterfulgt af at blive tabt ned i en gryde fyldt med vand.
Som demonstreret i en tidligere video sikrer IPX7-certificeringen, at uret kan holde i 30 minutter under vand i op til 1 meters dybde. Derfor er det heller ikke nogen sag for uret at ligge i gryden med vand.
Rivejern og kniv – intet problem
Bagefter følger en hård omgang med to forskellige rivejern – et traditionelt og et håndholdt. På trods af at blive revet langs disse som var det en grøntsag sker der ikke noget takket være glasskærmen af IonX-typen.
Et par slag og et forsøg på at lave ridser med en køkkenkniv efterlader heller ingen skader på uret.
Ketchup, nutella og rødvin er ingen sag
Nu skifter videoen karakter i retning af det mindre seriøse. Det gælder nu en lang række af madvarer, som IPX7-certificeringen også sikrer mod.
I en bakke hældes intet mindre end rødvin, ahornsirup, sojasauce, ketchup, sennep, jordnøddesmør afsluttet af nutella over uret, men efter endnu en tur under vandhanen er der kun et par små spor tilbage af dette – og uret virker fortsat helt, som det skal.
Kogende vand giver problemer
Når vand i stuetemperatur ikke kan slå uret ude af kurs, kan kogende vand det til gengæld. Uret begynder efter nogle minutter med at genstarte uafbrudt og kommer også med en advarsel om, at det overopheder – lige som det er tilfældet med en iPhone.
Læs også: Apple Watch Sport udsættes for stor ridsetest
Da Apple Watch vender tilbage til en normal temperatur igen, er det fuldt ud funktionelt.
Apple Watch møder endelig sin overmand
De foreløbige tests har ikke sat nogle spor på Apples nye ur, så værten i videoen tager nu mere drastiske metoder i brug. Uret tabes 7 gange ned på gulvet og bliver også trampet til med store sko adskillige gange. Atter er uret helt uskadt.
Læs også: Beyoncé viser eksklusivt Apple Watch Edition i guld frem
Det sætter en sidste test dog en stopper for. Uret møder nu sin overmand, som er en stor og tung støbejernsgryde, der lander oven på glasforsiden. Det pres holder glasset dog ikke til, hvilket resulterer i en fuldstændig splintret skærm. Det er altså indtil videre opskriften på at få uret til at gå itu.
Nedenfor kan du se den skøre video fra hjemmesiden cnet, hvor uret ender med at give op efter utallige forsøg.