Batterioptimering blokerer COVID-19-app fra at underrette om smittekæder

Mange Android-telefoners strikse batterioptimering har forhindret Tysklands COVID-19-app i at underrette brugere om, at de har været i kontakt med en smittet person.

Batterioptimering blokerer COVID-19-app fra at underrette om smittekæder

De fleste Android-telefoner kommer med en eller anden variant af batterioptimering eller batterijustering, som automatisk begrænser batterislugende apps i at køre i baggrunden. Det går ofte ud over harmløse apps, som tjener et særligt formål ved at køre i baggrunden, f.eks. til at sende en underretninger.

Senest er det gået ud over den tyske pendant til Smittestop-appen kaldet Corona-Warn-App, skriver tyske Bild. I Tyskland har de, ligesom mange andre lande og Danmark, gjort brug af det såkaldte Exposure Notifications API, som Google og Apple i fællesskab har udviklet.

Det betyder, at det er selve styresystemet ikke appen selv, der via Bluetooth-forbindelsen scanner og krydstjekker med andre telefoners Bluetooth-forbindelser. Til gengæld er det appen selv, der skal underrette brugeren om, at man har været i nærheden af en smittet person i længere tid.

Netop det at sende underretninger blokerer batterioptimering ofte for, hvis appen har været kørende i baggrunden i lang tid og måske bruger lidt mere strøm end gennemsnitligt. Og når en app bliver lukket ned, sker det som regel helt uden brugerens viden, som derfor først vil blive orienteret om smittekontakten, når brugeren selv åbner appen.

Blandt andet Samsung- og Huawei-smartphones skulle have voldt tyske brugere af deres COVID-19-app problemer. Corona-Warn-App er sidenhen blevet opdateret med en indstilling, som tillader brugeren at angive appen som en prioriteret app, så telefonproducenternes aggressive batterioptimering ikke lukker ned for appen i tide og utide. Det er dog også muligt at ændre dette selv i telefonens indstillinger.

I Danmark ser der ikke ud til at have været meldinger om lignende problemer. Det kan dog også muligvis hænge sammen med, at smitten er holdt så godt nede her i Danmark, så der kun er en lille promille af brugerne af appen, der rent faktisk har været i nærheden af andre brugere af appen, der har registreret sig som smittet.

Ikke desto mindre understreger dette, at der er plads til forbedring af producenternes batterioptimering, da de længe er blevet kritiseret for at være alt for aggressive og ofte har det med at ødelægge brugeroplevelsen i jagten efter bedre batteritid på telefonerne.

Læs også: Smittestop sætter rekord: 245.000 downloads på et døgn