Forudbestillinger af Fisker Ocean runder ny milepæl

Fisker Ocean, der kommer på markedet senere i år, er allerede inden lanceringen en meget populær elbil. Forudbestillinger af den når nye højder.

Forudbestillinger af Fisker Ocean runder ny milepæl

Fisker hiver forudbestillinger af Ocean i land, tyder det på. Når Fisker Ocean forventes klar senere i år, skal man nok forvente en ganske lang venteliste, hvis ikke man har forudbestilt.

Se også: Test af elbiler

Mere end 50.000 forudbestillinger af Fisker Ocean

Hos Fisker har man netop afholdt aktionærmøde, hvor der dukkede nogle interessante oplysninger frem. Der er ifølge Henrik Fisker forudbestilt intet mindre end 50.000 styk Ocean, hvor de første biler først forventes at rulle af samlebåndet senere i år. Med en minimums pris på 325.000 kroner er der altså forudbestillinger for mere end 16 milliarder kroner. Hvornår disse leveres er uklart, men de første modeller skulle være klar til november.

Tilbage i februar var der 31.000 forudbestillinger af Ocean, og siden da er der altså kommet mindst 19.000 flere til. På samme tid afslørede de, at Pear, den lille elektriske bybil, var forudbestilt i 3.200 styk.

Kan stadig forudbestilles

Ocean kan stadig forudbestilles. Der oplyses på hjemmesiden, at udvalgte modeller af Ocean stadig lanceres i 2022. En forudbestilling på Fisker Ocean koster 250 dollars (1.700 kroner).

Kort om Fisker Ocean

Vi ved efterhånden rimeligt meget om Fisker Ocean, men der er også stadig oplysninger og funktioner, som endnu ikke er vist frem. Den største mangel endnu er bilens infotainmentsystem, som på intet tidspunkt er blevet vist frem endnu. Mon ikke det skyldes, at systemet ikke er klar endnu.

Men derudover ved om om Ocean, at den kommer i tre varianter: Sport, Ultra og Extreme. Sport er basismodellen, der har en rækkevidde på op til 440 kilometer og en pris på 325.000 kroner. Den vil blive drevet af en enkelt elmotor i fronten med 275 hestekræfter. Det giver en acceleration fra 0 til 100 kilometer i timen på 6,9 sekunder.

Fisker Ocean Ultra har 540 hestekræfter, en rækkevidde på 610 kilometer og accelererer fra 0 til 100 kilometer i timen på blot 4,0 sekunder.

Ocean Extreme har 550 hestekræfter, en rækkevidde på 630 kilometer og accelererer fra 0 til 100 på 3,7 sekunder. Der er endnu ikke en pris på Ultra og Extreme.

Se også: Nyheder om elbiler