Epic have Fortnite ind i iPhone igen
Som det er lige nu, findes Epic’ Fortnite ikke i Apples App Store, men spilgiganten vil gerne ændre på det. Det kan man læse i et tweet på den officielle Fortnite-konto, hvor de henviser til en ny lov i Sydkorea. Denne lov tvinger selskaber som Apple og Google til at acceptere betalinger fra tredjeparter i deres app-butikker.
Epic vil have Fortnite ind i Apple-universet igen
For dem, der har glemt, hvad det hele handler om, så er Epic utilfredse med, at Apple tager så stor en del af in-app køb, 30 procent, og vil gerne have den procentsats ned. De prøvede derfor at gå udenom App Stores betalingssystem, hvilket fik Apple til at sparke dem helt ud af butikken, hvilket igen førte til et sagsanlæg mod Apple.
Sagen ruller stadig, men Epic håber nu, at den nye lov i Sydkorea kan hjælpe dem med at få spillet tilbage til iOS, i det mindste i Sydkorea.
Se også: De bedste telefoner til gaming
Apple tvunget til at åbne lidt mere op
Det er endnu uvist, hvordan Apple vil forholde sig til betalinger via tredjepart i Sydkorea, det er nemlig et stort set ukendt fænomen for selskabet. Siden App Store åbnede, har Apple udelukkende benyttet sine egne betalingsmetoder og krævet det samme af sine udviklere.
Men i år har vi set Apple være lidt fleksible på det område. De har meldt ud, at udviklere nu via e-mail kan informere brugere om, at der er alternative måder at betale på. De har også tilladt læse-apps til at have links til eksterne websider, hvor brugerne kan foretage indstillinger på deres konto.
Ingen af de muligheder er egentlig en implementering af betaling via tredjepart, men det er vel det, der er hele pointen.
Se også: Nyheder om gaming