Volvo indgår et skelsættende samarbejde med Nvidia om at udvikle et nyt førerassistentsystem, der skal levere håndfri kørsel fra A til B inden udgangen af dette årti.
Bag nyheden gemmer sig et strategisk kursskifte for den svenske bilproducent.
Slut med LiDAR: Volvo kopierer Teslas opskrift
Det nye system, der er baseret på Nvidias Hyperion-hardware og Alpamayo-software, skal kunne håndtere alt fra lyskryds, fodgængere og cyklister til komplicerede venstresving i tæt bytrafik.
Teknologien placerer sig som et såkaldt Level 2++ system, hvor føreren fortsat har det juridiske ansvar.
Plusserne er ikke del af den standardiserede kategorisering af førerassistentsystemer, men er bilbranchens forsøg på at signalere, at et førerassistentsystem er mere avanceret end mange andre niveau 2-systemer.
| Niveauer for førerassistentsystemer |
| Niveau 0: Ingen automatisering Mennesket styrer alt. Bilen kan give advarsler eller gribe kortvarigt ind (fx automatisk nødbremse), men overtager ikke kørslen. |
| Niveau 1: Førerassistance Bilen kan hjælpe med enten fart eller styring. Det gælder systemer som adaptiv fartpilot eller vognbanestyring. Føreren har det fulde ansvar og skal styre resten. |
| Niveau 2: Delvis automatisering Bilen kan styre både fart og retning samtidig (for eksempel kombineret adaptiv fartpilot og vognbanestyring). Føreren skal konstant overvåge vejen og have hænderne på rattet. |
| Niveau 3: Betinget automatisering Bilen kan køre selv under bestemte forhold. Føreren må fjerne øjnene fra vejen, men skal være klar til at overtage styringen, når bilen beder om det. |
| Niveau 4: Høj grad af automatisering Bilen klarer kørslen selv inden for afgrænsede områder eller under bestemte forhold. Føreren behøver ikke at gribe ind og må gerne sove eller forlade førersædet. |
| Niveau 5: Fuld automatisering Bilen kan køre helt selv under alle forhold og på alle strækninger – helt uden behov for menneskelig indgriben eller et rat. |
Volvos beslutning om at danne par med Nvidia kommer oven på flere bump på vejen for den svenske bilkoncern.
Efter at have sat sit selvkørende Level 3-projekt Ride Pilot på pause og oplevet leverandøren Luminars konkurs skrotter Volvo nu midlertidigt LiDAR-teknologien – som blev fjernet kort efter introduktionen af EX90 – til fordel for en mere tilgængelig AI-model.
Det er altså samme opskrift, som Tesla bruger til Tesla Assisted Driving – tidligere kaldet FSD (Supervised).
Læs ogsåAlle elbiler fra VolvoNvidia som bilverdenens svar på Android
At Volvo skifter fra fuld autonomi til superviseret kørsel, er udtryk for en nøgtern og kommerciel realisme. Ved at beholde chaufføren som juridisk ansvarlig slipper den svenske bilgigant for det enorme erstatningsansvar, som ægte selvkørende biler medfører.
Samtidig markerer aftalen et større skifte i hele bilindustrien. Traditionelle bilmærker opgiver i stigende grad at bygge deres egne AI-systemer fra bunden, og Nvidia er i færd med at etablere sig som bilverdenens svar på operativsystemet Android.
Det sænker udviklingsomkostningerne, men gør også bilens digitale rygrad til en hydevare, som konkurrenterne frit kan købe.
Læs ogsåSeneste nyheder om VolvoSikkerheds-DNA bliver det sidste trækplaster
Når Volvos underliggende AI-system leveres af samme chipleverandør som hos rivalerne, rykker slaget over på differentiering. Volvo vil satse hele sin overlevelse på, at mærkets unikke sikkerhedsfilosofi kan bygges oven på Nvidias hyldevare.
Ved at kombinere Nvidias regnekraft med deres eget avancerede førerovervågningssystem og et netværk af flådedata hævder Volvo at forstå føreren bedre end nogen andre.
Spørgsmålet er blot, om forbrugerne vil betale ekstra for svensk sikkerhed, når hjernen under motorhjelmen er identisk med den i en Mercedes-Benz.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler