Huawei har solgt flest 5G-mobiler i 2019
2019 har været et hårdt år for Huawei, der har kæmpet mod et amerikansk handelsforbud. Det er svært, når en stor del af den hardware og software man benytter, pludselig bliver taget fra en. På trods af dette ser Huawei ud til, at have solgt imponerende mange mobiltelefoner.
I hjemlandet Kina har handelsforbuddet med USA ikke skabt udfordringer, blandt andet fordi Huawei har været ekstremt godt forberedte på en sådan situation. Huawei har tidligere benyttet masser af amerikansk hardware, men fandt lynhurtigt alternativer, så fx Mate 30-serien og deres 5G-produkter er “Amerika-fri”. I Europa har handelsforbuddet dog ramt Huawei ganske hårdt, specielt pga. manglen på Googles apps og tjenester, som Huaweis nylancerede mobiler ikke må være udstyret med.
Alligevel ser Huawei ud til at have klaret sig ganske godt igennem 2019.
Afstemning: Er du spændt på 5G-netværket?
Solgte 240 millioner mobiltelefoner i 2019
En ny rapport fortæller om et globalt salg i 2019 på hele 240 millioner smartphones, på trods af det amerikanske handelsforbud og manglen på Google apps og tjenester. Det er specielt Huaweis Mate- og P-serie, der har solgt ekstremt godt.
Både Huawei P30 Pro, P30 og Mate 20 Pro høstede høje karakterer i vores tests, men Huawei har siden da udelukkende relanceret “gamle” mobiler herhjemme og indtil videre er lanceringen af sidste års flagskib, Mate 30 Pro, udeblevet. Det skyldes, at det vil være nærmest umuligt, at sælge en mobiltelefon, der kommer uden Google apps og tjenester.
Om historien gentager sig med Huawei P40-serien må tiden vise, men kommer der ikke snart noget nyt fra Huawei, så bliver det en udfordring at holde salget igang udenfor Kina.
Læs også: Huawei opruster med Google Maps alternativ
Huawei sælger flere 5G-mobiler end Samsung
Endvidere ser Huawei ud til at have slået verdens største mobilproducent i salget af 5G-udstyrede mobiltelefoner. Dog ikke med meget, men nok til at indtage en førstepladsen på dette specifikke område.
Samsung har angiveligt langet 6,7 millioner 5G-mobiler over disken i 2019, mens Huawei har solgt 6,9 millioner. Ud af 240 millioner solgte mobiler, så er 6,9 millioner ikke meget, og det tal forventes at se meget anderledes ud i 2020.
Læs også: Mellemklassemobilerne får også 5G i år
Huawei forventer bedre salg i 2020
2020 byder for Huawei stadig på udfordringer med USAs handelsministerium, men alligevel har de store forventninger til året. Huaweis formand Xu Zhijun udtaler, at han forventer en stigning i salget på 18 procent i 2020, hvor 5G vil spille en stor rolle.