Google forbereder stor opdatering til Chromecast med Google TV
Tidligere på ugen holdt Google sit store Made by Google-event, hvor nye Pixel-enheder blev præsenteret. Google præsenterede også Google TV Streamer, som dog også allerede blev annonceret ugen forinden.
Se også: Google TV Streamer er en større, bedre og dyrere Chromecast
Chromecast med Google TV får Android TV 12
Med introduktionen af Google TV Streamer udgår den populære Chromecast med Google TV, men heldigvis vil Google fortsat udsende softwareopdateringer til den. Ifølge Android 14 inkluderer det en stor opdatering til Android 14. Medieafspilleren blev oprindeligt født med Android TV 10 og har siden fået Android TV 12.
Det har længe været kendt, at Google helt har droppet at opdatere Chromecast med Google TV til Android TV 13. Det er formentlig sket, fordi Google er mere interesseret i at levetidsforlænge medieafspilleren med en sidste opdatering til Android TV 14.
Det er også kommet frem, at Google vil fortsætte med at udrulle sikkerhedsopdateringer til Chromecast med Google TV frem til udgangen af september 2025. Chromecast med Google TV (HD), som kom på markedet to år efter 4K-udgaven, vil modtage sikkerhedsopdateringer indtil udgangen af september 2027.
Se også: Google TV Streamer vs. Apple TV: Hvilken skal jeg vælge?
Vil ikke få alle funktioner fra Google TV Streamer
Android Authority fik ved Googles event desuden bekræftet, at der vil være funktioner i den nye Google TV Streamer med Android TV 14, som ikke vil være tilgængelige på andre enheder, der modtager samme opdatering.
For eksempel vil Chromecast med Google TV ikke blive opdateret med Thread-funktionalitet, så den fungerer som Thread-grænserouter, der forbedrer dit smarthjems overordnede signalstyrke, funktion og rækkevidde. Lige hvad Thread-funktionalitet angår, skyldes det dog, at Chromecast med Google TV ganske enkelt ikke har den fornødne hardware.
Det er endnu uvist, hvornår opdateringen til Android TV 14 kommer til begge Chromecasts – kun at den kommer på et tidspunkt.
Hvad er nyt i Android TV 14?
Herunder kan du se nogle af de største nyheder i Android TV 14:
- Forbedret brugerflade med mere flydende animationer og bedre navigation med fokus på tilgængelighed.
- Mulighed for at vælge mellem tre energitilstande i standby: Lavt energiforbrug, optimeret energiforbrug eller øget energiforbrug.
- Forbedret tilgængelighed: Farvekorrektion, forbedrede tekstmuligheder og forbedret navigation for brugere.
- Billede-i-billede-tilstand, så man kan se mere indhold på én gang
- Understøttelse af Ultra HDR-billeder
- Understøttelse af tabsfri lyd via USB-C