Brug af mobiltelefon kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme

Et nyt studie undersøger sammenhængen mellem brug af mobiltelefon, risiko for hjertesygdomme og livsstilsfaktorer.

Brug af mobiltelefon kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme

En ny undersøgelse viser, at regelmæssig brug af mobiltelefon var positivt forbundet med risikoen for hjerte-kar-sygdomme – især hos nuværende rygere og personer med diabetes.

Desuden blev denne sammenhæng delvist tilskrevet dårlig søvn, psykologisk stress og personlighedstrækket neuroticisme.

Undersøgelsen er udgivet i tidsskriftet Canadian Journal of Cardiology.

Se også: Børn udsættes ofte for problematisk clickbait på YouTube

Sammenhæng mellem mobiltelefonbrug og hjerte-kar-sygdomme

Undersøgelsen omfattede 444.027 personer fra UK Biobank uden en historik med hjerte-kar-sygdomme. De rapporterede selv om hyppigheden af deres mobiltelefonbrug i perioden 2006 til 2010.

Regelmæssig brug af mobiltelefonen blev defineret som mindst ét opkald om ugen. Ved hjælp af sammenkædede hospitals- og dødelighedsregistre blev det sammensatte resultat af slagtilfælde, koronar hjertesygdom, atrieflimren og hjertesvigt konstateret over en medianopfølgningstid på 12,3 år.

Forskerne undersøgte også betydningen af søvnmønstre, psykologisk stress og personlighedstrækket neuroticisme.

”Vi fandt ud af, at søvnmønstre, psykologisk stress og neuroticisme kan være potentielle mekanismer for sammenhængen mellem brug af mobiltelefoner og hjerte-kar-sygdomme,” siger Xianhui Qin, der er medforfatter på undersøgelsen og læge ved Division of Nephrology på Nanfang Hospital ved Southern Medical University i Guangzhou i Kina. Hun tilføjer:

”Et dårligt søvnmønster og dårlig mental sundhed kan påvirke udviklingen af hjerte-kar-sygdomme negativt gennem forstyrret døgnrytme, endokrine og metaboliske forstyrrelser og øget inflammation.”

”Desuden kan kronisk udsættelse for RF-EMF (radiofrekvente elektromagnetiske felter, red.) fra mobiltelefoner føre til oxidativ stress og inflammatorisk respons. Derfor kan eksponering for RF-EMF-stråling fra mobiltelefoner i kombination med rygning og diabetes have en synergistisk effekt i forhold til at øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme.”

Se også: Giver stråling fra mobiltelefoner dårlig sædkvalitet?

Mangler at undersøge smartphonens påvirkning

Forskerne har også udgivet en opfølgende artikel, som sætter undersøgelsens resultater i kontekst.

Studiet undersøger som tidligere nævnt brugen af mobiltelefoner i perioden 2006-2010, hvor smartphones endnu ikke havde vundet indpas i den brede befolkning. Folks mobilvaner har ændret sig mærkbart i forbindelse med, at smartphones nu bruges til meget mere end blot at tale i telefon – for eksempel til at tilgå sociale medier og se video og film.

Derfor har studiet begrænset generaliserbarhed og relevans for den måde, vi i dag bruger vores mobiltelefoner på. Ikke desto mindre kaster undersøgelsen lys over, hvilke mulige konsekvenser der kan være ved at være udsat for telefonernes elektromagnetiske stråling.

Se også: Eksperter vil forbyde sociale medier for børn under 18 år