Elon Musk beder Nvidia om at flytte AI-chips fra Tesla til X og xAI
Nyheden sender et kraftigt signal om, at Elon Musk prioriterer udviklingen af kunstig intelligens uden for Tesla højt, og det kan vække bekymring hos Teslas aktionærer, fordi Elon Musk netop også driver andre virksomheder end Tesla. Hvis hans engagement i Tesla er faldende, kan det være skidt for aktierne på sigt.
Udviklingen kommer også forud for en afgørende aktionærafstemning om hans lønpakke i Tesla. Her skal Teslas aktionærer den 13. juni stemme på, om Elon Musk skal have en lønpakke på 383 milliarder kroner. Det er den højeste lønpakke, der nogensinde har været til forhandling i USA.
Se også: Se Teslas udvalg af elbiler i Danmark
Har bare byttet af praktiske årsager
Ifølge et notat har Elon Musk i december bedt om at få 12.000 NVIDIA H100 GPU’er , som egentlig var bestilt til Tesla, omdirigeret til det sociale medie X i stedet for. Til gengæld får Tesla så 12.000 H100 GPU’er, der var planlagt til X i januar og juni i stedet for.
12.000 GPU’er lyder af meget, og der er der også tale om en omdirigering af processorer for mere end 500 millioner dollar, der nu ankommer til Tesla med flere måneders forsinkelse.
Elon Musk forsvarer dette valg med, at Tesla ikke havde noget sted at opbevare eller installere de mange Nvidia-processorer. Derfor passer det bedre med leverancen nu, da en planlagt udvidelse af Giga-fabrikken i Texas næsten er færdig. Her skal der efter sigende bruges 50.000 H100 GPU’er til træning af fuldt selvkørende biler.
Se også: Bestyrelsesforperson advarer: Elon Musk kan forlade Tesla
Vil bruge mange penge på Tesla-AI
De GPU’er, der er sendt til X og xAI, er der også hårdt brug for. Her skal de blandt andet styrke AI-udvikling hos X, og hos xAI skal de understøtte udviklingen af chatbotten Grok. xAI, som Elon Musk søsatte i 2023, skal udfordre ChatGPT og OpenAI.
Elon Musk har planer om at købe mange flere af Nvidias mest avancerede chips til Tesla. Faktisk vil han bruge 10 milliarder dollar på AI i år på at videreudvikle selvkørende biler og robotteknologi.
Elon Musk er ikke den eneste, der har set sig varm på Nvidias AI-chips. Efterspørgslen på AI-chips er eksploderet, da samtlige techgiganter og et væld af startups udvikler nye AI-løsninger, som skal trænes på et stort datasæt. Det er til denne træning, at Nvidias chips er uundværlige. Det har fået Nvidias aktie til at ryge i vejret med 120 alene i år. Således er Nvidia nu det tredjemest værdifulde selsskab i verden – kun lige akkurat overgået af Apple og Microsoft.
Se også: Vanvittig stigning i Nvidias markedsværdi efter AI-boom