Frankrig forbyder iPhone 12 på grund af for høj SAR-værdi

iPhone 12 har fået målt så høj SAR-værdi, at den overskrider EU's grænser og nu bliver det forbudt at sælge den i Frankrig.

Frankrig forbyder iPhone 12 på grund af for høj SAR-værdi

Apple må ikke længere sælge iPhone 12 i Frankrig, fordi telefonens Specific Absorption Rate, bedre kendte som SAR-værdi, er over den lovlige grænse.

Frankrigs National Frequency Agency (ANFR) har slået fast, at telefonen udsender større mængde elektromagnetiske stråler end tilladt, og har dermed bestemt, at Apple øjeblikkeligt må stoppe salget af telefonen.

Se også: Hvad koster iPhone 15?

iPhone 12 måler langt over EU’s SAR-værdi

ANFR har testet 141 telefoner for at måle SAR, og blandt dem den tre år gamle iPhone-model. De fandt frem til, at den udsendte 5,74 watt per kilo, da den var placeret i en lomme. EU-standarden for SAR er 4,0 watt per kilo.

Telefonen gav et resultat inden for den tilladte mængde ved test nummer to, hvor den blev placeret fem millimeter fra en persons krop. I det tilfælde er den tilladte grænse 2,0 W/kg.

Se også: Swappie betaler godt for din brugte iPhone

Kan risikere at skulle trække alle enheder tilbage

I ANFR’s udmelding står, at Apple skal implementere alt, der står i deres magt for at løse problemet hurtigt, ellers bliver de påkrævet at kalde alle enheder solgt i Frankrig tilbage.

Ifølge Jean-Noel Barrot, underminister for digital økonomi i Frankrig, kan Apple ordne problemet med en opdatering af softwaren, og man forventer, at det sker inden for to uger.

EU har på baggrund af forskningsstudier bestemt sikkerhedsgrænser for SAR-værdien inden for Europa for at beskytte borgerne mod cancerrisiko.

Se også: Test af de bedste iPhones

Apple har taget iPhone 12 ud af produktion

Barrot har overfor Le Parisien fortalt, at den data, ANFR er kommet frem til, skal distribueres videre til myndigheder i andre lande. Han mener, at det kan blive til en snebold-effekt, der rammer Apple, når det gælder iPhone 12.

Hele iPhone 12-serien er nu taget ud af produktion i forbindelse med lanceringen af iPhone 15. Det er derfor usandsynligt, at et forbud mod telefonen kommer til at påvirke Apples salg nævneværdigt. Den kan dog stadig købes i Frankrig lige som den kan i mange andre lande.

Alle Apples iPhones har stort set lige høje SAR-værdier, så det bliver interessant at se, om selskabets andre modeller, inklusiv den nye iPhone 15, også kan blive ramt af et salgsforbud.

Udover, at der stadig er frygt for at høje SAR-værdier på telefoner kan være skyld i kræft i blandt andet hjernen, så betyder høj SAR-værdi også som tommelfingerregel dårlig antennekvalitet. Dårlig antennekvalitet betyder dårlig forbindelse til mobilnettet med forringet opkaldskvalitet og internetopkobling samt at telefonens ydeevne og batteritid påvirkes i negativ retning. Dårlig antennekvalitet betyder nemlig, at telefonen skal bruge mere energi på at fange og holde forbindelsen til mobilnettet.