Googles Android N får 3D-Touch funktion
Når Google lancerer Android 7.0, også kendt som Android N, i efteråret vil den give nye muligheder for at udnytte trykfølsomme displays.
I dag er funktionen mest kendt som Apples ’3D-Touch’, hvor et fast tryk på et ikon eller inde i en understøttende app giver smarte genveje eller nye muligheder i f.eks. spil. Funktionen adskiller sig fra den eksisterende ’Long Press’ feature ved at registrere hvor fast, frem for hvor længe, du trykker på displayet.
Android N vil tilbyde 3D-Touch lignende genveje døbt ’Launcher Shortcuts’. Android-udviklere vil derfor kunne forbedre betjeningen af deres apps ved hjælp af trykfølsomme genveje. Det skriver theverge.com.
Siden understreger her, at du ikke skal forvente bred support fra hverken app-udviklere eller mobilproducenter.
Læs også: Google udgiver officielt Android N – her er alle nyheder
Den alternative Andoid-launcher, Nova Launcher, melder dog allerede klar med en 3D-Touch forsøgsversion af deres alternative hjemmeskærm.
I dag eksisterer kun to Android-smartphones med et indbygget trykfølsomt display: den kinesiske variant af Huawei Mate S og den nyligt annoncerede Huawei P9 Plus som kommer til Danmark i juli måned.
Se også: Huawei P9 og P9 Plus: Kinesisk teknik og tysk luksus