Kontroversielt lovforslag vil give EU adgang til dine krypterede beskeder
EU vil indføre massescanning af alle digitale beskeder – også de krypterede. Lovforslaget går uofficielt under navnet Chat Control eller chatkontrol, fordi EU får komplet adgang til alle dine private beskeder, hvis lovforslaget vedtages.
Se også: Avis: EU på vej med milliardbøde til Apple
Chatkontrol-lovforslag afvist i 11. time
Torsdag skulle EU tage stilling til den foreslåede lovgivning, som har til formål at opdage materiale om seksuelt misbrug af børn (CSAM). I 11. time blev afstemningen dog aflyst af det belgiske rådsformandskab på grund af manglende opbakning.
Hvis lovforslaget stemmes igennem, vil det gå videre til de næste stadier i EU’s lovgivningsprocedure, som typisk består af en række førstebehandlinger, andenbehandlinger, en forligsprocdure efterfulgt af den endelige tredjebehandling og vedtagelse.
Læs også: Apple giver sig – indgår forlig med EU og åbner op for NFC-chip
Krypterede beskeder skal være helt åbne for scanninger
Lovforslaget, der første gang blev introduceret tilbage i 2022, vil implementere et “uploadmoderationssystem”, der scanner alle dine digitale beskeder, herunder delte billeder, videoer og links. Hver tjeneste, der skal installere denne overvågningsteknologi, skal også bede om tilladelse til at scanne dine beskeder. Hvis du ikke er enig, kan du ikke dele billeder eller URL’er.
Som om det ikke er vildt nok, ser lovforslaget ud til at støtte og afvise ende-til-ende-kryptering på samme tid. Først fremhæves det, at ende-til-ende-kryptering “er et nødvendigt middel til at beskytte de grundlæggende rettigheder”. Samtidig lyder det dog også, at krypterede beskedtjenester “utilsigtet kan blive sikre zoner, hvor materiale om seksuelt misbrug af børn kan deles eller spredes.”
Den foreslåede løsning er at lade beskeder være helt åbne for scanning – men på en eller anden måde uden at gå på kompromis med det lag af privatliv, som ende-til-ende-kryptering giver. Det foreslås, at det nye moderationssystem kan opnå dette ved at scanne indholdet af dine beskeder, før apps som Signal, WhatsApp og Messenger krypterer dem.
Lovforslag om “bagdør” møder stor modstand
Som svar på lovforslaget siger Meredith Whittaker, der er præsident for den krypterede beskedapp Signal, at appen vil holde op med at fungere i EU, hvis lovforslaget bliver vedtaget, da det “fundamentalt underminerer kryptering”, uanset om den scannes før kryptering eller ej.
“Vi kan kalde det en bagdør, en fordør eller ‘uploadmoderation’, men uanset hvad vi kalder det, skaber hver af disse tilgange en sårbarhed, som kan udnyttes af hackere og fjendtlige nationalstater, der fjerner beskyttelsen af ubrydelig matematik og i stedet sætter en sårbarhed af høj værdi,” siger hun.
Flere organisationer, herunder Electronic Frontier Foundation, Center for Democracy & Technology og Mozilla, har også underskrevet en fælles erklæring, der opfordrer EU til at afvise forslaget, der scanner brugerindhold.
Fortalere for privatlivets fred er ikke de eneste, der råber vagt i gevær over forslaget. I denne uge skrev dusinvis af parlamentsmedlemmer til EU-Rådet for at udtrykke deres modstand mod forslaget. Patrick Breyer, som er et tysk medlem af Europa-Parlamentet, har også udtalt sig om lovforslaget og sagt, at “vilkårlige søgninger og fejlbehæftede lækager af private chatsamtaler og intime fotos ødelægger vores grundlæggende ret til privat korrespondance.”
Den enorme kontrovers, som lovforslaget har skabt forud for afstemningen torsdag, lader altså til at have haft en effekt.
Unge europæere vil ikke tillade masseovervågning
Hvis lovgivningen får støtte, vil der blive indledt forhandlinger mellem EU-Parlamentet, Rådet og Kommissionen for at udforme den endelige lovtekst. Men selv med opbakning fra EU’s regeringer kan tilhængere af chatkontrol stadig få problemer med at lovforslaget vedtaget.
Sidste år viste en undersøgelse foretaget af gruppen European Digital Rights (EDRi), at 66 procent af de unge i EU er uenige i en politik, der tillader internetudbydere at scanne deres beskeder.
“Mange lovgivere forstår, at grundlæggende rettigheder forbyder masseovervågning, men de ønsker ikke at blive set som modstandere af en ordning, der er udformet som bekæmpelse af børnemisbrugsmateriale”, siger Patrick Breyer og tilføjer:
“Mit budskab er, at børn og ofre for overgreb fortjener foranstaltninger, der virkelig er effektive og holder i retten, og ikke bare tomme løfter, tekniske løsninger og skjulte dagsordener.”
Læs også: Meta: EU ødelægger vores AI-bot